Esport finder plads i de traditionelle foreninger

Ved at tilbyde gaming får foreninger unge ind, som de har sværere og sværere ved at få som medlemmer.

Hunderup-Sejstrup UG samler gamere til esport i foreningsregi Foto: Hunderup-Svejstrup UG

3,5 millioner kroner for at vinde en finale i Counter-Strike: GO computerspil. Så mange penge spilles der om i dag, når det handler om esport på topplan.

Beløbet blev vundet af det danske Counter-Strike-hold Astralis i en esport liga finale i USA.

De svimlende summer afslører også, hvor globalt og hvor stort esport er blevet efter mange års tilløb.

Derfor drømmer unge danske gamere også om det store gennembrud, om at blive kendisser og om at vinde de store præmier. Men i de relativt få esport foreninger trives drømme og hverdagsspil side om side i bl.a. Hunderup-Sejstrup UG.

Et vigtigt nyt tilbud

I Hunderup-Sejstrup UG er esport føjet til klubbens andre aktiviteter af især én grund.

»For at skabe liv og for at prøve et nyt, attraktivt tilbud, da de traditionelle idrætsgrene dør i forhold til de større nabobyer,« fortæller Bjørn Jepsen, bestyrelsesmedlem i klubben, initiativtager og tovholder for esport afdelingen.

For ham er det vigtigt, en klub tilbyder netop esport til de store børn og unge.

»Vi skal have dem hen i klubben, så de ikke bare sidder alene hjemme på værelset og spiller i mange timer,« siger han.

Vi skal have de unge gamere hen i klubben, så de ikke bare sidder alene hjemme på værelset og spiller i mange timer

Bjørn Jepsen, bestyrelsesmedlem i Hunderup-Sejstrup UG og gamer

Volden er overdrevet

Aktuelt har Hunderup-Sejstrup UG 13 unge gamere som medlemmer. De er fra 3. klasse og opefter i alder.

»Flere overvejer at melde sig ind, mens det er de unges forældre, der er tilbageholdende. De tænker på drengenes dyre pc’er og al den kørsel, de skal levere til klubtræning, turneringsture mv., « siger Bjørn Jepsen, tovholder.

Myten om, at volden i en række computerspil præger de unge negativt, køber han ikke.

»Spillene er fantasi i fiktive universer, som børnene og de unge uanset spiller derhjemme. I vores klub vil vi kopiere de ’maps’ eller handlinger, de spiller på pc’en, ud på fodboldbanen, så de afprøver elementer som at skjule sig godt, at snige sig frem osv. fysisk på egen krop,« forklarer han.

Bliv inspireret af Sørby E-sport

6 tip til at starte e-sport

Vil din forening gerne invitere nye, unge medlemmer ind, skal I tænke på mindst seks ting, siger Bjørn Jepsen, tovholder for e-sport i Hunderup-Sejstrup UG: 

1. Gab ikke over for mange spil - de mest populære er Counter-Strike: GO og League of Legend.

2. Meld jeres værdier klart ud f.eks. om I kun træner for elitens eller for breddens skyld.

3. Sæt stort fokus på at have udstyr selv. Mange forældre vil helst ikke have, at deres børn skal have deres dyre pc med i klubben 1-2 gange om ugen.

4. Husk at holde jeres hjemmeside eller Facebook-side opdateret, da det er den vigtigste kanal for kommunikation.

5. Sørg for at installere strøm- og netkapacitet nok til at drive flydende spil.

6. Sørg for pauser med lidt motion for at gøre de unge mere fysisk fit til spillet

Turneringsspil på vej

Bjørn Jepsen har selv spillet League of Legends på højt plan i tre år med online træning hver søndag.

»I Hunderup-Sejstrup vil vi arrangere fire til fem weekender om året med spil. Vi vil også arrangere turneringer med indledende runder, semifinaler og finale,« siger han.

Træningen foregår dels online dér, hvor de unge bor. Og dels i foreningens lokale.

»Udfordringen her er, at sikre netkapacitet og strøm nok til at give spillerne en god oplevelse,« erkender han.

DGI mener: Esport og idrætsforeninger spiller hinanden bedre

Motion gør bedre

Spillerne i Hunderup-Sejstrup UG får ikke lov til kun at sidde ved pc’en.

»Vi holder en pause efter en times spil, så de kan koble af, lave små hop eller andet, så de bagefter kan mærke en god effekt af osse at være fysisk fitte. En af de bedste gamere i USA fitnesstræner fire-fem timer om dagen, fordi han ved, at det hjælper ham i konkurrencer,« fortæller han.

For Bjørn Jepsen kan en klub indfri to potentialer ved at tilbyde esport:

»Ram mængden og skab eliten.«