Årets esportstræner: ”Jeg håber, jeg kan inspirere andre frivillige”

Philippe Mølgaard Quabaid fra Tricked Esport vinder titlen som Det Blå Danmark – Årets esportstræner for bredden.

Philippe Mølgaard Quabaid (th) blev årets esportstræner 2019. Sidste års vinder Torbjørn Nyborg overrakte prisen.

En målløs vinder

Sidste års vinder Torbjørn Nyborg havde fået til opgave at løfte sløret for, hvem der blev årets esportstræner. Han havde mange rosende ord, og da han fortalte, at årets esportstræner som frivillig både underviser de helt unge i skolerne, men også som professionel træner dyster mod de bedste hold i verden, så var de fleste ikke i tvivl om, hvor pilen pegede hen. Torbjørn Nyborg bad forsamlingen agere trommehvirvel og til stor jubel og klapsalver, annoncerede han, at Philippe Mølgaard Quabaid i år løb med titlen.

Det var en overvældet Philippe Mølgaard Quabaid, der på scenen til årets træner- og lederseminar modtog hæderen. Han fortalte om sin rejse i esporten og takkede igen og igen.

Når jeg ser på de andre nominerede, er jeg stadig målløs over, at det lige var mig, der fik titlen

Philippe Mølgaard Quabaid, træner i Tricked Esport

”Det betyder utroligt meget og særligt at komme efter Torbjørn Nyborg, der fik titlen sidste år, som er et idol for mig. Når jeg ser på de andre nominerede, er jeg stadig målløs over, at det lige var mig, der fik titlen,” siger Philippe Mølgaard Quabaid, træner i Tricked Esport og fortsætter:

”Jeg håber, jeg kan inspirere andre frivillige i forhold til den vej, jeg har taget, og vise, at hvis du knokler hårdt nok, kan du nå det, du vil.”

Philippe Mølgaard Quabaid

Philippe Mølgaard Quabaid er en ildsjæl og et fyrtårn for esportstrænere, som viser, at deling af viden og energi med alt og alle altid betaler sig. Han blev først et kendt navn som træner i Sørby Esport, hvor han som frivillig ydede en ekstraordinær stor indsats. Han har været en stor inspirator for mange – og især for unge mennesker. Han tager opgaver, som rækker ud over selve esporten, men som i høj grad handler om at løfte mennesket bag.

”Han er en arbejdshest, som er 100 % dedikeret til sit hold. Han er en humørbombe, som samtidig er dybt seriøs og en dygtig taktiker. Han har vist, at selvom man ikke selv er den bedste spiller, kan man sagtens lykkes med at blive en virkelig dygtig og respekteret træner. Det er en historie, som mange trænere fra bredden kan se op til med stor beundring,” siger Christian Cramer Nielsen, esportskonsulent i DGI Esport og en del af juryen.

Jeg håber, jeg kan inspirere andre frivillige i forhold til den vej, jeg har taget, og vise, at hvis du knokler hårdt nok, kan du nå det, du vil

Philippe Mølgaard Quabaid

Torbjørn Nyborg pegede også på, at Philippe Mølgaard Quabaid leverer der, hvor han er – uanset om det er i arbejdet med nye spillere, talentfulde spillere eller med modne og komplette spillere. Han er en træner med store personlige og resultatmæssige succeser, lige fra academy-hold, skoler i hele landet, Sørby Esports frivillige hold – til i dag, hvor han lever af at være fuldtidstræner for Tricked Esports professionelle hold.

Tæt løb om titlen

Mere end 60 personer har peget på i alt 40 forskellige trænere som årets esportstræner. Juryen kogte først det store og stærke felt ned til fem nominerede og valgte derefter, hvem der skulle kåres som årets esportstræner.

”Det har bestemt ikke været let at sidde i juryen i år. De sidste fem nominerede er alle dybt engagerede og dygtige esportstrænere, som alle fortjener hyldest for deres store arbejde – og der har været virkeligt tæt løb,” siger Christian Cramer Nielsen.

Hyldest til esportstrænere

DGI Esport og Det Blå Danmark vil gerne anerkende alle de gode esportstrænere, der i klubber og foreninger gør et kæmpe stykke arbejde for esporten i Danmark.

"Vi har valgt at kåre årets esportstræner, fordi vi gerne vil anerkende alle de dygtige esportstrænere, der hver dag gør et kæmpe stykke arbejde ude i foreningerne. Der er så mange fantastiske historier om frivillighed, hårdt arbejde og dedikation, og det vil vi gerne hylde," siger Christian Cramer Nielsen.

”Det er vigtigt, at vi hylder de gode esportstrænere. Uden de frivillige ildsjæle er der ikke et fungerende foreningsliv, og de er afgørende for, hvorvidt et barn vælger en aktivitet fra eller til. Trænerne gør en stor forskel for rigtig mange unge mennesker, og det bør være en selvfølge, at de får et kæmpe skulderklap,” siger Anne Bay Riisager, kampagneleder i Det Blå Danmark.

Hvad får vinderen?

Vinderen får først og fremmest æren som årets esportstræner, men derudover pokalen og et gavekort på 5.000 kr.

Juryen: Hvad kendetegner en god træner?

Juryen bestod af Steffen Thomsen fra Copenhagen Flames, Martin Johansen fra Kolding Esport, Atle Stehouwer fra Singularity og Christian Cramer Nielsen fra DGI Esport.

De lagde vægt på, at årets esportstræner er:
• En ildsjæl
• En, der skaber fællesskab
• En, der brænder for sin esport
• En, som er dygtig til at udvikle og dygtiggøre andre
• En, som formår at kombinere esport og sundhed (bevægelse og kost- og søvnvaner)
• En, som har et smittende engagement i sin trænergerning og er en inspiration for andre trænere generelt