Astralis’ sportspsykolog: Sådan skaber du et godt og effektivt team

Lars Robl er tidligere jægersoldat, uddannet cand.psych. og er sportspsykolog og mentaltræner for Astralis. Han fortæller, hvordan man skaber et godt og effektivt team, der klarer modvind.

Lars Robl trækker blandt andet på sin erfaring som jægersoldat, når han træner sine udøvere i at åbne op og være ærlige med hinanden om deres frustrationer.

I mange computerspil er man sammen på hold. Det er en svær kunst at skabe et team, hvor samarbejde, kommunikation og kemi går op i en højere enhed. Astralis er et af de hold, der er lykkedes, men de er ikke kommet sovende til det. Vi har talt med manden, der har fået spillerne til at jagte en fælles drøm og turde åbne op over for hinanden, selv når det er hårdt.

Drømmen skal være så stærk, så tydelig og så betydelig, at når tingene bliver svære, og modgangen rammen, så er det drømmen, der styrer holdet igennem

Lars Robl, sportspsykolog i Astralis

Hvad er et godt team?

Et godt team er defineret ens på bredde- og elitesiden, selvom ambitionsniveauet er forskelligt. Det gode team er fælles om en opgave, som vi sammen kommitter os til, engagerer os i og forpligter hinanden på.

E-sport er sport

For Lars Robl er hele udgangspunktet for et godt team, at både den individuelle e-sportsudøver og teamet som helhed forstår, at e-sport er en sport på lige fod med andre traditionelle sportsgrene. E-sportsudøveren skal se sig på sig selv som atlet.

”Når e-sportsudøveren ser sig som atlet, er det ikke længere nok kun at være god til at ”spille computer”, men tvinges til at medtænke det fysiske og det mentale – foruden selvfølgelig det tekniske og taktiske,” siger Lars Robl, sportssportspsykolog og mentaltræner for Astralis, Origen og Future FC.

Ressourcepersonerne omkring den enkelte spiller og teamet skal, i meget stort omfang, også ændre opfattelse hen mod, at e-sport er en sport. Og det kan være en udfordring – specielt for de ældre generationer.

”Jeg blev selv dybt overrasket første gang, jeg mødte Astralis og skulle til at sætte mig ind i deres verden og e-sporten. Det er ualmindeligt krævende, hvis du skal konkurrere på dette høje niveau og skabe dig en karriere som professionel e-sportsudøver,” siger han og fortsætter:

”Vi skal væk fra fordommene om, at e-sport ikke er en sport, fordi det ikke gør ondt i kroppen konstant, eller man ikke sveder. Hvis man satte sig ind i, hvad det kræver at nå til og konkurrere på dette niveau, så vil man forstå, at det er ligeså krævende som at konkurrere på eliteniveau i f.eks. kajak, tennis eller fodbold. Det er virkeligt hårdt arbejde. Jeg er enig med tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen, der under sin åbning af BLAST Pro Series i Royal Arena udtalte: ’I er sande sportsfolk’.”

Forældrenes rolle

Som forældre – og ressourceperson – er det vigtigt at skabe et miljø og en ramme, hvor den unge trives og udvikles. 

En af de væsentligste ting, hvormed forældre kan støtte deres børn i at komme ”godt på vej” er at opfordre dem til at spille og udvikle sig i rammen af en e-sportsforening

Lars Robl

”De fleste forældre er ikke vokset op med e-sport, så det kræver noget af de pågældende at sætte sig ind i den verden og den teknik for at kunne gå i dialog med den unge om, hvad det handler om. Men igen – en forudsætning for, at forældrene kan støtte op om den unges ambitioner og udvikling, er, at forældrene anerkender og accepterer, at e-sport er en sport på lige fod med de sportsgrene, som forældrene traditionelt kender til, og at gøre karriere her er ligeså krævende og udfordrende som en hvilken som helst anden sportsgren,” siger Lars Robl og fortsætter:

”En af de væsentligste ting, hvormed forældre kan støtte deres børn i at komme ”godt på vej” er at opfordre dem til at spille og udvikle sig i rammen af en e-sportsforening. Der er kompetente trænere, og jo yngre man er, jo mere betyder fællesskabet for trygheden. Og trygheden er essentiel for udviklingen. E-sportsforeningen danner rammen for et fællesskab, hvor man mødes med andre med samme interesse.”

At nå ind til kernen

”Hvorfor vil du være professionel CS:GO-spiller? Hvorfor vil du gerne vinde en Major? Det er der 100.000 andre, der også gerne vil.”

Det er spørgsmål, som Lars Robl stiller atleterne, når de skal påbegynde et samarbejde. Han vil have dem til at finde frem til og arbejde med følelserne bag deres mål eller ambition. Han vil få dem til at definere og forholde sig til, hvad det er, der er vigtigt, og hvad der driver dem.

Drømmen skal være realistisk, men den skal derud, hvor det kildrer i maven (...) Den skal derud, hvor vi siger, at det her er sgu på kanten – men det er dét, der giver energien

Lars Robl

Lars Robl arbejder med drømmen – både drømmen for hver enkelt spiller, men især holdets drøm.

”At få sat ord på den fælles drøm og følelserne forbundet hermed er afgørende. Det kan være svært, og det afholder desværre mange, men det er essentielt. Drømmen skal være så stærk, så tydelig og så betydelig, at når tingene bliver svære, og modgangen rammen, så er det drømmen, der styrer holdet igennem de svære perioder – og de svære perioder kommer,” siger Lars Robl og fortsætter:

”Jeg er i øjeblikket også sportschef i Dansk Kano og Kajak Forbund med bl.a. ansvar for elitecenteret og for, at Dansk Kano og Kajak Forbund indfrier de forventninger, der er om medaljer ved OL 2020 i Tokyo.  For atleterne er det følelserne forbundet med drømmen om at stå med en medalje om halsen til OL i Tokyo i 2020, der får dem til at tage ud på Bagsværd Sø klokken syv hver morgen året rundt – også om vinteren, hvor vandet begynder at blive ”stift”, og de fristes til at tage en time mere under den varme dyne.”

Drømmen skal kilde i maven

Et godt team, der kan præstere over tid, er et team, der har defineret en fælles drøm, som de har forpligtet sig til. Lars Robl uddyber:

”Drømmen skal være defineret, formuleret og accepteret. Alle atleterne og træneren skal kunne se sig selv i den. Hvis en eller flere ikke kan se sig selv og virkelig køber ind på drømmen, så er det om igen. Drømmen skal være realistisk, men den skal derud, hvor det kildrer i maven, når man tænker og taler om den. Den skal derud, hvor vi siger, at det her er sgu på kanten – men det er dét, der giver energien.”

Lars Robl anbefaler, at man arbejder med en overskuelig tidshorisont, så drømmen ikke bliver for fjern, men den må gerne række 3-4 år ud i fremtiden.

Trædesten baner vejen mod drømmen

Når drømmen er på plads, skal holdet have en plan til at nå derhen.

”Vi starter med status nu og her. Vi tager en oprigtig og realistisk snak og vurdering af, hvor vi er i forhold til drømmen. Hvor gode er vi, og hvad er vores svagheder og styrker. Det kræver ærlighed og mod til at sige, at det er her, vi er, og ikke bygge en illusion op, for så kommer vi forkert fra start. Når det er gjort, så begynder vi at lægge de ”trædesten”, der skal føre os frem til realisering af drømmen,” siger Lars Robl.

Lars Robl lægger trædestenene i 3 spor: det tekniske/taktiske, det mentale og det fysiske.

De tre spor

Teknisk- og taktisk spor: Det er selve håndværket. Vi skal besidde teknik, og vi skal opbygge en taktisk forståelse.

Mentalt spor: Hvordan opnår vi at være 100% til stede i nuet, og hvordan håndterer vi spændinger og konflikter i teamet. Hvad er det for nogle værdier, vi bygger vores samarbejde på

Fysisk spor: Vi skal have en fornuftig grundkondition og styrke bygget op, så vi kan holde koncentrationen igennem træningsseancerne og kampene, og vi ikke bliver trætte før tid og mister koncentrationen.

Proces- og resultatmål

Det er vigtigt at arbejde både med resultatmål og procesmål. Resultatmål som eksempel at vinde Blast Pro Copenhagen er ikke noget, man selv har indflydelse på. Der er andre hold, der også gerne vil vinde, og som måske har forberedt sig bedre eller har en god dag. Procesmål er derimod noget, man selv har indflydelse på. Man kan bestemme, at man den næste uge f.eks. arbejder med aim, kommunikation eller playbooken.

”Uanset om vi arbejder med resultatmål eller procesmål, må ambitionsniveauet ikke være for højt. Sæt overliggeren lavt, fordi så er der større chance for, at vi når det, vi har sat os for. Hvis vi sætter et mål om at komme i fitness syv gange om ugen, og vi kommer afsted tre gange, så mister vi let motivationen til at fortsætte, fordi vi fokuserer på det, vi ikke nåede, frem for det vi nåede. Så er det bedre at sige, at vi i hvert fald vil i fitness en gang om ugen og så efter tre måneder se, at det har vi faktisk gjort. Så oplever vi, at vi når de mål, vi sætter – og så får vi automatisk lyst til at sætte overliggeren lidt højere,” siger Lars Robl.

Når holdet deltager i en turnering eller i en liga, så sætter man sig sammen og definerer resultatmål.

”Det er bedre at sætte et mål om at komme videre fra gruppespillet i stedet for at vinde det hele, hvis det ikke er realistisk – fordi hvis vi så ikke vinder, så mister vi lysten. Selv Astralis går ind og prioriterer turneringerne. Vi går altid ind for at vinde det, vi deltager i, men nogle turneringer er vigtigere end andre, så nogle turneringer bruger vi til at forberede os til dem, der er de vigtigste,” siger han.

Venner og konkurrenter

Hvis samarbejdet eller kulturen på et e-sportshold er uhensigtsmæssig, så kan og skal man ændre det, og det er faktisk ikke så svært, som mange gør det til.

Det handler om ærlighed, hvor hver atlet skal have modet til at sige det, der skal siges. De skal åbne op og sætte ord på, hvis de er pressede, kede af det eller usikre og fortælle hvad og hvorfor

Lars Robl

”Jeg oplever, at der i e-sport generelt er en kultur, hvor man prøver at løse et problem på et hold ved at udskifte en spiller. En ny spiller kan godt give ny energi i starten, men det er oftest det, jeg kalder ”symptombehandling”. Man har behandlet symptomet, men sjældent årsagen til problemet, hvorfor man efter kort tid falder tilbage til de samme problemer igen,” siger Lars Robl og fortsætter:

”Vi er nødt til at tage fat om problemerne for at løse dem. Når individer er sammen i en gruppe eller et team, opstår der det, man kalder gruppedynamik. Gruppedynamikken er konsekvens af, at vi alle har forskellige behov, interesser, funktionsvilkår, forventninger, potentialer, muligheder med mere. Hvis vi ikke erkender det og formår at tale om også de svære og ubehagelige ting, så kan disse udvikle sig til udfordringer over tid, der kan ødelægge et ellers godt eller lovende e-sportshold.”

Lars Robl pointerer, at det er vigtigt at have modet til at være ærlige over for hinanden.

”Vi er venner med vores holdkammerater, kolleger og venner, men vi er også konkurrenter. Vores stats og individuelle resultater bliver hele tiden målt. Man vil gerne se godt ud og have, at folk lægger mærke til en. Derfor indeholder samarbejdet også besværlige følelser som jalousi, misundelse og rivalisering under overfladen,” siger han.

Hvis der kommer en konflikt på holdet – og det gør der indimellem, som måske viser sig i et skænderi – er det vigtigt at have en nysgerrighed og et blik for, hvad det egentlig handler om.

”Er det fordi, vi ikke kan lide hinanden? Er det fordi, vi er uenige? Som oftest handler det om, at jeg er misundelig på dig, fordi du præsterer rigtig godt, og jeg ser dårlig ud. Eller fordi jeg er jaloux på dig, fordi du er mere populær end mig på sociale medier. Hvis resultaterne også udebliver, bliver disse dynamikker mere og mere udtalte. Det kan det være svært at tage hånd om, men jeg bruger et værktøj, jeg har valgt at kalde ’tømme rygsækken’.”

Tøm rygsækken

Lars Robl sætter sig engang imellem ned med holdene for at tømme rygsækken. Her taler de om, hvordan de har det med hinanden, og hvad der trykker.

”Det handler om ærlighed, hvor hver atlet skal have modet til at sige det, der skal siges. De skal åbne op og sætte ord på, hvis de er pressede, kede af det eller usikre og fortælle hvad og hvorfor. I starten er det i høj grad trænerens opgave at få atleterne til at åbne op, men efter kort tid, så gør de det selv – helt automatisk,” siger Lars Robl og uddyber:

”Til at begynde med vil spillerne rigtig gerne tale om teknik og taktik, men det er ikke det, det handler om. Det handler om os, og hvordan vi har det med hinanden, og hvad det er, der er på spil. Hvis tingene forbliver usagte over længere tid, så bliver det nemt til fantasier om hvorfor og hvordan. Og netop fantasier har det med at få en ”mørk farve”, når det er svært. Og den eneste måde, vi kan komme fantasierne til livs, er ved at sætte ord på dem og tale om dem. Så forsvinder de som oftest.”

Tøm rygsækken

Hav indsigten: Der er ”noget”, der ligger under bordet, og som er svært at tale om.

Hav sproget: Vi skal åbne op og tale om følelser.

Hav modet: Vi skal turde adressere det, der er svært og ubehageligt at tale om.

”Hvis man ikke får tømt rygsækken, så bliver det sværere og sværere. Jeg bruger rygsækmetaforen, fordi jeg som jægersoldat har gået rigtig mange kilometer med stor og tung rygsæk. Jeg ved, at jo længere man går med den – jo tungere føles den. Jo tungere den føles, jo mere kommer man til at gå foroverbøjet i egne tanker og stirre ned i jorden frem for at observere virkeligheden rundt om en, som den ser ud. Det bliver lettere, og man kan afhjælpe det ved engang imellem at tage rygsækken af og tømme den for det, der ikke er relevant eller nødvendigt,” slutter Lars Robl.​