Derfor skal du være frivillig esportstræner

Oplev glæden ved at være frivillig, hvor du ikke bare gør spillere bedre til et spil, men lærer mennesker at være mennesker.

”Det er noget helt særligt at være esportstræner i en forening. Du er i højeste grad medbestemmende og er med til at forme og opskalere foreningen, talentudvikle og vælge hvor ofte, du vil træne og undervise. Samtidig er mødet med dine spillerne, dine medtrænere og din bestyrelse båret af en fælles gejst, passion og drive,” fortæller Christian Cramer Nielsen, esportskonsulent i DGI og esportstræner i en forening.

Esportstrænere i foreninger er som hovedregel ulønnede, fordi esportsforeningerne stadig er unge og ikke har økonomien til at lønne. På sigt vil det være mere almindeligt med trænerlønninger i foreningerne, fordi esporten vokser og vokser, og det forgrener sig også ud i foreningerne. 

Esportsforeningen er passioneret – lige fra spiller til træner til bestyrelse

Christian Cramer Nielsen, esportskonsulent

En plads til alle

Hvis du vil være træner i en esportsforening, så er der plads til dig. Der er nemlig plads til både den ”casual” træner og træneren med store ambitioner og et drive og passion for spillerudvikling. Det, du kan være sikker på, er, at du får muligheden for at eskalere din tid og dine hold i foreningen. 

”Du kan blive en del af foreningslivet stille og roligt – uanset hvor meget du kan give, og hvilken baggrund du har, er du altid velkommen. Der er altid plads til flere i foreningslivet, og en forening er en fed og dynamisk arbejdsplads med plads til dine ideer. Esportsforeningen er passioneret – lige fra spiller til træner til bestyrelse,” uddyber Christian Cramer Nielsen.

Esportsforeningerne blomstrer hastigt frem i hele landet, og medlemstallet vokser med. Det gør, at esportsforeningerne har flere ressourcer, som de blandt andet bruger på esportsoplevelser.

”Når esportsforeningerne giver medlemmerne og trænerne mulighed for sammen at tage til LAN, turneringer, shows eller lignende, er passionen for esport i centrum, og det er med til at skabe det her unikke fællesskab,” fortæller Christian Cramer Nielsen.

Når du kommer op i helikopterperspektivet, kommer du til at forstå dit eget spil på ny og i dybden, og den viden, du tillærer dig selv, kan du give videre til dine spillere

Christian Cramer Nielsen

Hvorfor skal jeg være træner?

Du får frihed og muligheder. Du får friheden til at strukturere og prioritere, og du får muligheden for at træne de hold og de spillere, du vil, og udvikle dit hold i den retning, du vil. Hvis I har drømme og mål, er du med til at forme dem, og du får muligheden for at præge og påvirke organiseringen.

Hvervet som træner er et uselvisk hverv, hvor du som rollemodel lærer fra dig, motiverer og leder dit hold. Træneren vinder ofte stor anerkendelse fra sine spillere, og det er medvirkende til, at det er indsatsen værd.

Du kommer til at opleve glæden, gejsten og passionen ved at træne frivilligt. Hvis du møder ind med det formål at få løn, er gejsten og pionerlysten mindre udtalt. Du lærer en masse om dig selv og dit spil ved at lære fra dig og lede andre.

”Du lærer ikke bare en spiller at blive bedre til et spil; du lærer et menneske at være menneske. Du udvikler samtidig dig selv utrolig meget – og ligesom du lærer dig selv bedre at kende, lærer du også dit spil bedre at kende. Når du kommer op i helikopterperspektivet, kommer du til at forstå dit eget spil på ny og i dybden, og den viden, du tillærer dig selv, kan du give videre til dine spillere. Det er utrolig givende,” fortæller Christian Cramer Nielsen.

Det er helt OK at fejle, teste og afprøve. Træningen sker i trygge rammer, hvor eksperimenter og nye ideer altid er velkomne

Christian Cramer Nielsen

Kompetencerne, som du tilegner dig, kan du også bruge i dit senere arbejdsliv, hvor der vil være behov for, at du kan facilitere, planlægge og lære fra dig, som du gør i foreningen. Hvis du er bevidst om alt det, du lærer i arbejdet med mennesker, vil du opleve, at du kan gøre brug af kompetencerne igen og igen.

Du kan altid få hjælp og sparring

Du former selv dine rammer, men heldigvis er hjælpen og sparringen altid lige i nærheden, så du kan føle dig tilpas i trænerrollen.

Du kan spørge din leder efter sparring eller uddannelser, der kan hjælpe dig med at komme godt i gang. Det er vigtigt for foreningerne, at de har trænere med en god værktøjskasse, og derfor giver det mening for foreningerne at investere i træneruddannelser, hjælpe med at finde en hjælpetræner eller noget helt tredje.

”Det er helt OK at fejle, teste og afprøve. Træningen sker i trygge rammer, hvor eksperimenter og nye ideer altid er velkomne,” slutter Christian Cramer Nielsen.