DM afgør eSportligaen
Mere end 3.000 danske gamere fordelt på over 500 hold har siden september 2018 ugentligt konkurreret mod ligesindede i Counter-Strike, Fortnite og League of Legends. Nu skal eSportligaen afgøres.
Siden sæsonstart har målet været – foruden selvfølgelig at have sjov med kammeraterne – at kvalificere sig til Danmarksmesterskabet i esport 2019, som i år finder sted i ODEON i Odense d. 1. juni. Vi skal, udover at finde danmarksmestre i henholdsvis Counter Strike: Global Offensive, Fortnite og League of Legends, finde de danske repræsentanter til efterårets VM.
Allerede da vi startede, var vores drøm at nå hertil
Niels Iwersen, holdleder og træner for Egedal eSport
Vi har talt med Egedal eSport og RIF eSport. De tørnede sammen i CS:GO-finalen i DGI-Ligaen til Landsmesterskabet, som først i 6. overtid blev afgjort til Egedal eSports fordel. Igen til DM kan de tørne sammen på slagmarken – som de to bedste hold i DGI-Ligaen – på linje med de 12 andre hold fra de andre ligaer, der også er kvalificeret.
Hvad betyder eSportligaen for jer?
”Det har været fedt at spille i ligaen og betydet for os, at vi fast har kunne spille kamp hver lørdag. Det er en dansk liga, og selvom der er mange danske ligaer, så er det fede, at vi har chancen for at komme til DM. Allerede da vi startede, var vores drøm at nå hertil,” siger Niels Iwersen, holdleder og træner for Egedal eSport.
Finalen var en sand gyser (...) RIF eSport spillede virkelig godt og havde nogle spillere, som virkelig skød fra sig
Niels Iwersen
”Vi har deltaget i to sæsoner, og det betyder for os, at vi har endnu en turnering, som vi kan deltage og udvikle os i. Vi kan give unge spillere oplevelsen af at spille i en turnering, og vi har mulighed for at få flere ungdomsspillere ind i breddeturneringen med tiden,” siger Jesper Jensen, holdleder og holdkaptajn for RIF eSport.
Hvordan var Landmesterskabet (LM)?
”LM var super fedt, og vi spillede en fucking fed finalekamp. Vi havde tre hold med til Breddeturneringen, så hele klubben var med og heppede på os. Det var ærgerligt, at vi spillede på nogle computere, som der var problemer med, og som gjorde, at der var lag in-game,” siger Niels og fortsætter:
”Finalen var en sand gyser. Vi ville ikke have været kede af det, hvis vi havde tabt, fordi RIF eSport spillede virkelig godt og havde nogle spillere, som virkelig skød fra sig – og det kunne ligeså godt have faldet ud til deres fordel. Da vi spillede i overtiden, var det hele tiden CT-siden, der vandt 2-3 runder hver gang. Vi følte, at det var umuligt at spille T-siden. Da RIF eSport tog tre runder i streg som CT, og de kun manglede en runde, var vi pressede, men vi formåede at vinde tre runder selv og starte forfra i grinden. Det betød helt klart meget for selvtilliden.”
Ja, vi glæder os meget til DM, hvor vi måske også får mulighed for revanche mod Egedal Esport
Jesper Jensen, holdleder og holdkaptajn for RIF eSport
”LM startede rigtig fint om fredagen. Det var super hyggeligt, og der var en fin stemning. Vi oplevede dog problemer med vores pc’er, og jeg kunne godt ønske, at man måtte tage sin egen pc eller skærm med, så man kender udstyret og opsætningen. Jeg ved godt, at det er for at gøre det ens for alle, men så håber vi, at der næste år er pc’er, der kører bedre,” siger Jesper.
Ser I frem til Danmarksmesterskabet (DM)?
”Ja, vi glæder os rigtig meget. Vi har to bootcamps op til DM – en på Sjælland og en i Odense et par dage før eventen. Vi forbereder os så godt, vi kan, og håber på det bedste. Jeg ser Sørby Esport og sidste års vindere fra AaB esport som favoritter til årets DM, men hvis vi kan spille op med dem, kan vi vinde det hele,” siger Niels.
”Ja, vi glæder os meget til DM, hvor vi måske også får mulighed for revanche mod Egedal Esport. Og så krydser vi selvfølgelig fingre for et godt og fejlfrit event,” siger Jesper.
Kom med som publikum
Kom og oplev eventen som publikum i ODEON d. 1. juni. Følg med i Facebook-begivenheden Danmarksmesterskabet i esport 2019, hvor der løbende opdateres med info om eventen.