Michaela ”mimi” Lintrup: ”Det er ingen fordel at være dreng, når det kommer til esport”

Danmarks bedste kvindelige CS:GO-spiller fortæller, at selvom det i dag er accepteret at være kvindelig gamer, så spøger enkelte fordomme stadig.

Michaela ”mimi” Lintrup vil have piger til at stå frem som gamere og bevise, at de selvfølgelig hører til i esporten.

Gaming handler om at klikke på tastaturtaster som W, A, S og D og styre en computermus. Det er derfor en selvfølge, at udgangspunktet og potentialet for at blive god er ens, uanset om man er pige eller dreng.

Langt færre piger end drenge spiller dog de mest populære computerspil, og derfor er det næsten udelukkende drenge, der spiller med om de store trofæer. Det kan fejlagtigt få folk til at tro, at piger er dårligere gamere end drenge.

Alle skal have lov til at forfølge sin passion uden at blive set skævt til.

Tidligere var jeg ofte den eneste pige til et LAN, og i dag er pigerne alle steder – både blandt spillere og tilskuere

Michaela ”mimi” Lintrup, professionel esportsspiller

Pigerne er alle steder

Michaela ”mimi” Lintrup er esportsstjerne og har heldigvis oplevet, at det hen over årene er blevet accepteret at være pige og dyrke esport.

”I dag er det helt anderledes. Tidligere var jeg ofte den eneste pige til et LAN, og i dag er pigerne alle steder – både blandt spillere og tilskuere,” siger Michaela ”mimi” Lintrup, esportsspiller på holdet Copenhagen Flames.

Bryd ud af fordommene

Der er dog stadig fordomme, der spøger.

”En typisk fordom handler om, at kvindelige gamere er de her e-girls – altså piger, der gerne lægger letpåklædte billeder op af sig selv og kun spiller for opmærksomheden. Der er desværre også enkelte piger, som begynder at streame, fordi de er pæne piger og udnytter det for opmærksomheden. Det synes jeg er super ærgerligt, fordi det skader alle de piger, som spiller, fordi de elsker spillet,” siger Michaela Lintrup og fortsætter:

”Jeg kan ikke gøre så meget andet end at ignorere det og bevise, at jeg mener det seriøst – så forsvinder det hen af vejen. Nu har jeg spillet i så mange år, at folk godt ved, at jeg ikke kunne være mere ligeglad, om folk synes jeg er en pæn pige eller om mit hår sidder pænt. Jeg vil faktisk bare gerne spille Counter-Strike og slå dem alle sammen.”

Find nogle, du har det godt med, og lav et hold sammen – så er det simpelthen så fedt

Michaela ”mimi” Lintrup

Turde stå frem

Piger, der har en interesse for gaming, skal springe ud i det – ligesom hvis man havde en interesse for fodbold eller håndbold. I dag er der esportsforeninger i hele landet, hvor man kan finde et fællesskab om en delt passion.

”Jeg synes, det er synd, hvis en pige gamer, men ikke tør stå frem med det eller søge de muligheder, der er. Jeg kan kun tale på baggrund af Counter-Strike-miljøet, men det er ét stort community. Man kan let få nye forbindelser, venner og oplevelser. Og hvis man ovenikøbet er et konkurrencemenneske, så er det fedt at dyste til LANS og i turneringer med dit hold,” siger Michaela Lintrup.

Mød og spil fysisk sammen

Hvis du har dyrket foreningssport, ved du, at det er noget særligt. Det er fedt at dele en fælles passion og mødes fysisk for at spille med og mod hinanden.

”Det giver noget helt andet, hvis man sidder og spiller ved siden af hinanden. Det er en særlig stemning, og det giver en helt anden følelse inde i spillet, end hvis man spiller sammen over internettet. Man har det meget sjovere sammen samtidig med, at ens seriøsitet og medansvar for holdet styrkes, når man kan se hinanden i øjnene og tale direkte sammen. Samtidig giver det også mulighed for, at man kan lave ting sammen uden for spillet og opbygge venskaber,” siger Michaela Lintrup.

Sjovere som team

Michaela fortæller, at hun har brugt meget tid på at spille solo, når hun eksempelvis streamer for sine mange følgere, men at hun synes, det er langt sjovere at spille med sine holdkammerater.

”Find nogle, du har det godt med, og lav et hold sammen – så er det simpelthen så fedt. Hvis man spiller alene, bliver det kedeligt til sidst, og man kan miste interessen.”

Fint at adskille piger og drenge

Der har været debat om, hvorvidt det giver mening at opdele piger og drenge i esporten. Det kan virke underligt at opdele imellem kønnene, når de har præcis samme udgangspunkt. Michaela ser dog intet problem i det.

Der er mange, der er imod opdelingen, men de kender måske heller ikke til alle de ting, vi nogle gange må høre på

Michaela ”mimi” Lintrup

”Jeg synes, det er fint, at det er opdelt. Der er piger, der har det bedst med kun at spille med andre piger og vide, at de ikke er alene som eneste pige. Omvendt er der selvfølgelig også piger, der har det superfedt med at spille sammen med drengene. Jeg synes slet ikke, at det gør noget, at der er hold kun for piger og pigeturneringer, så pigerne har et sted, hvor de føler sig sikre,” siger hun og fortsætter.

”Der er mange, der er imod opdelingen, men de kender måske heller ikke til alle de ting, vi nogle gange må høre på.”

Piger blandt verdenstoppen

Ifølge Michaela går der stadig tid, før der er et pigehold, der kan spille op med de bedste drenge.

”Det tager tid, inden et rent pigehold kan spille med blandt de allerbedste, fordi der stadig er så mange flere drenge end piger, der spiller. Jeg er dog slet ikke i tvivl om, at det nok skal ske. Jeg tror omvendt, at der inden for få år nok skal være en pige, der spiller med blandt de allerbedste drenge – fordi det er ikke nogen fordel at være dreng, når det kommer til spil.”

Er du selv tæt på at være på niveau med drengene?

”Jeg mangler stadig en del for at have hele pakken. Men jeg træner hver dag for at blive bedre og for at lære. Og jeg tænker at med det mindset, så kommer jeg længere end mange andre,” afslutter hun.

Michaelas råd til at blive bedre

  • Træn, træn, træn – fokusér på én ting ad gangen, eksempelvis dit aim.
  • Lær af de bedste – se de professionelle spille (til et event eller online), og lær både af deres smarte spil og af deres fejl.
  • Lyt til andres råd, og vær åben for at forbedre dit spil.
  • Ignorer eller mute en person, hvis han/hun siger ubehagelige ting eller kritiserer dit spil. Der er toxic personer i alle spil, og man bliver immun hen af vejen.