Vild start for Ducklings i Elling: Efter to uger er der venteliste

Ny nordjysk forening åbner med otte esporthold, bl.a. et børnehold. Bag successen står to kvinder, der satser på rummelighed og fællesskab.

Ducklings Esport i Elling har på få uger fået 54 medlemmer - der er plads til 55. Den store lyst til at spille esport i foreningen betyder, at klubben arbejder på at få flere computerpladser og hold i gang. Foto: Jonna Toft

En forladt FDF-hytte er hjemsted for den nyklækkede forening Ducklings Esport i Elling nord for Frederikshavn. Her er bålplads, shelters og en stor græsplæne, hvor de 13 deltagere på børneholdet løber rundt i en slags rundboldleg, inden de går ind for at spille Minecraft, eller hvad de nu har lyst til.

Her, to uger efter åbningen, er klubbens stiftere, formand Dorte Mariegaard og kasserer Inge Bech, helt forpustede: Klubben har 54 medlemmer - der er plads til 55 - og der er venteliste til flere af de otte hold, bl.a. til børneholdet.

"Vi må have ramt noget rigtigt," smiler Dorte Mariegaard og fortsætter: "Nu skal vi bare have lavet nogle flere computerpladser og nogle flere hold, for der er stadig mange børn og unge, der gerne vil være med. Vi er den eneste esportklub i Frederikshavn Kommune, måske i hele denne del af Vendsyssel."

Ducklings Esport - Laura og Silje.jpg

Silje (t.v.) og Laura (t.h.) er to af deltagerne på børneholdet (5-10 år) i Ducklings Esport. Her hjælper de hinanden i spillet Minecraft. Foto: Jonna Toft.

Tre mantraer gælder i den nye forening:

  • Man skal tale ordentligt til hinanden.
  • Man skal deltage i en aktiv pause med frisk luft og motion ved hver træning.
  • Alle kan være med.

"Vi mener det alvorligt. Alle, også børn med handicaps, diagnoser og andre udfordringer, skal kunne indgå i fællesskabet her. Det kan stille nogle krav til os voksne. Men vi vil strække os langt for, at det bliver en god oplevelse for alle at komme i klubben," siger Dorte.

Vil skabe fællesskab om spil

Børneholdet består af ni drenge og fire piger på 5-10 år. De medbringer selv tablets, telefoner eller computere, og de spiller især Minecraft. Blandt deltagerne er bl.a. to drenge med fysiske handicaps og én med ADHD. Dorte Mariegaard er træner for holdet. 

Ducklings Esport - minecraft.jpg

Deltagerne på børneholdet medbringer selv tablets, telefoner eller computere, og her er det især Minecraft, der er populært. Foto: Jonna Toft.

"Børneholdet skal samle nogle af de børn, der måske ikke går til fodbold eller håndbold. Her kan de mødes med andre med samme interesse i spilleverdenen og lave nye relationer, og i sidste ende skaber de en fødekæde til de ældre hold," siger hun.

Et af de ældre hold sidder for nedrullede gardiner i et andet lokale og spiller Counter-Strike. I løbet af ugen træner fem Counter-Strike-hold, to Fortnite-hold og så børneholdet. Klubben råder ind til videre over ni computere.

Stiftere uden forstand på esport

Ideen til Ducklings opstod, fordi Dorte Mariegaard og Inge Bech savnede et tilbud til deres næsten-voksne sønner. Ingen af dem havde dog forstand på esport. Men da det viste sig, at den lokale håndboldforening, SEIF Håndbold, rådede over FDF-hytten og gerne stillede den til rådighed, gik de i gang.

Mens andre slæbte sig gennem nedlukningen, oprettede de to kvinder foreningen og involverede familie og venner i at få skabt gode rammer for klubben. Indtil videre er der indsamlet 77.500 kr. fra en række fonde og virksomheder til bl.a. borde og stole, computere, sikringsrum, kabler og meget andet. Inge Bech forklarer:

"Da min søn var teenager, kunne han godt have brugt et sted som dette. Han sad næsten altid alene på værelset og spillede, og det tror jeg, mange unge gør. Samtidig forstår vi forældre jo ikke, hvad de har gang i. Det er først nu, jeg rigtig har fattet, at de ikke bare kan lukke ned, når der er aftensmad. Så bliver deres online-medspillere jo ladt i stikken."

I dag er både Inges og Dortes sønner trænere i klubben, og deres mænd har arbejdet med kabler, strøm, internet og istandsættelse af E-hytten, som den nu kaldes, sammen med andre frivillige. Der er fundet trænere og holdledere til alle hold, og der er gjort en stor indsats for at varme op til åbningen med online spil og hyppige Facebook-opslag. Ca. 20 spillere har eksempelvis deltaget i DGI-ligaen i Fortnite.

"For sådan nogle som os har DGI været en kæmpe hjælp," siger Dorte.

"To af vores trænere er i gang med DGI’s grunduddannelse til esporttræner, og på Trænerguiden finder vi både træningsideer inden for esport og ideer til de fysiske lege, vi laver udenfor. Gennem DGI har vi også fået kontakt til Faaborg Esport, som har øset ud af deres erfaringer. Vi er blevet hjulpet godt på vej."

Ducklings Esport - fysisk aktivitet 2.jpg

Der er ikke kun gaming på menuen, når Ducklings Esport træner. Børnene laver også fysiske aktiviteter undervejs i træningen. Foto: Jonna Toft. 

Træneruddannelse giver tryghed

En af de to trænere, der er i gang med instruktøruddannelse, er Dortes 28-årige niece Maria Larsen. Hun har et Counter-Strike-hold hver torsdag.

"Det er fedt at være sammen med de unge, men bare fordi man selv spiller CS, bliver man jo ikke god til at lære fra sig. Uddannelsen har gjort mig mere tryg. Jeg skal finde min måde at være træner på, og spillerne skal også finde deres roller og rystes sammen som et hold. I dag er kun anden gang, vi er sammen. Første gang snakkede vi en del om, hvad der skal til, for at man har et godt hold, og hvad de gerne vil i klubben," fortæller hun.

"De vil gerne lære noget og blive dygtigere, og så vil de gerne have et godt fællesskab. Nogle kender ikke hinanden, andre er gode venner i forvejen, og de spiller på forskelligt niveau, selv om vi har forsøgt at inddele i ranks. Men de er gode til at hjælpe hinanden," tilføjer hun.

Vil introducere forældre for spil

En af visionerne hos Ducklings Esport er at skabe nogle åbninger for forældre, der gerne vil lære børnenes spilverden at kende.

"Hvis mor eller far er med på børneholdet og følger deres barn, så har de noget at tale ud fra derhjemme," siger Inge Bech. "Samtidig får forældrene en forståelse af, at det her er en forening med fokus på fællesskab og ikke en spillebule. Vi vil gerne have et tæt forældresamarbejde op at stå."

En af ideerne er et forældre-barn-arrangement, hvor børnene underviser deres forældre. En anden ide er en plakat, hvor gamerudtryk oversættes til nordjysk. Charlotte Qvist, mor til 8-årige Silje på børneholdet, vil gerne vide mere om spillene:

"Selv om jeg bruger computer hver dag på arbejdet, er jeg ikke på niveau med min 8-årige, når det kommer til Minecraft. Jeg kan ikke hjælpe hende med det. Men her i klubben kan hun få hjælp, og hun kan være sammen med nogen, der spiller på hendes niveau. Hun kan også selv hjælpe andre. Det er ugens højdepunkt for hende."

"Mit ønske til klubben er, at der skal være plads til pigerne, selv om gaming er en drengeverden. Og så kan jeg godt lide, at der er aktive pauser med lege udenfor. Så oplever børnene, at de bliver mere friske og hurtige, når de bevæger kroppen," fortsætter hun.

Planlægger sommercamp

Kombinationen af friluftsliv og gaming vil blive afprøvet nogle gange hen over sommeren, fortæller Inge Bech, da vi senere sidder ved havebordene og betragter CS-holdet, der har aktiv pause og tumler rundt på græsset med nogle bolde. Her er planer om en Skt. Hans-fest og en sommercamp med LAN, overnatning i telt eller shelter og hygge på kryds og tværs.

"Nogle af vores medlemmer har nok et større behov for at føle sig som en del af en gruppe, end man måske oplever andre steder. Vi har nogle ’lonely gamers’. Esport er det, de har tilfælles, men vi skal skabe noget uden om. Det har vi de helt rigtige rammer til," smiler hun.