2. Etape - Frederiksberg, 16. juni (10 km)

Hovedstadens grønne hjerte

2. etape finder sted på Frederiksberg og er blevet til i samarbejde med Frederiksberg IF - Atletik & Motion.
START/MÅL: Frederiksberg Stadion, Sønderjyllands Allé 6, 2000 Frederiksberg.

Etapen skydes i gang på Frederiksberg Stadion hvor bl.a. FIF, men også nogle af Danmarks ældste fodboldklubber, slår deres folder.

På etapen kommer du bl.a. til at slå et smut forbi KU.BE; det 3.800 m2 store kulturhus der blander kultur, sundhed og bevægelse. Du kommer også til at løbe igennem Fuglekvarteret med vejnavne som Duevej og Solsortevej, og du vil løbe forbi den, i designkredse, feterede tog- og metrostation Flintholm. Trækplasteret på etapen er dog Grøndalsparken, der løber som et langt grønt bånd mellem jernbanestrækninger og veje fra Damhussøen hele vejen til Borups Allé.

Ruten

Se interaktivt rutekort her

Vi skyder dagens etape i gang på Frederiksberg Stadion, hvor målstregen også er placeret. Her kan du glæde dig til at tilbagelægge de første 300 meter på atletikbanen, før du løber ud i boligkvarteret på Finsensvej, henover Frederikssundbanen med retning mod Dirch Passers Allé. Efter 1 km-mærket fortsætter du 500 m og passerer KU.BE, hvorefter du løber ind på rutens første grønne passage ved indgangen til Grøndalsparken. Den følger du i godt en kilometer med retning mod Legeplads Grøndalsparken.

Efter 3 km løber du kortvarigt ud på Godthåbsvej, hvorefter den næste kilometer leder dig gennem Fuglekvarteret. Du undrer dig måske over, hvorfor områdets vejnavne er opkaldt efter fugle. Forklaringen er ret simpel. Kvarteret ligger nemlig tæt op ad Nordre Fasanvej, der eksisterede længe før, der blev bygget boligkvarterer på den del af Frederiksberg.

Når du har tilbagelagt 4,5 km, slår du et smut forbi Fuglebakken station, og løber tilbage ind på stierne i Grøndalsparken. Her møder du etapens væskedepot, hvorefter du fortsætter dit løb på parkens grønne stisystem, indtil du når Flintholm Station efter små 8 km. Efter 8,5 km når du etapens sydligste vendepunkt, hvorfra der blot er halvanden kilometer til målstregen på stadion. Efter 9 km løber du ud af parken og op på broen ved Jernbane Allé. Herefter løber du ind på Sønderjyllands Allé, hvor du bl.a. løber forbi Falkonergaardens Gymnasium og vender et sidste hjørne, før du når opløbsstrækningen, der fører dig ind på Frederiksberg Stadion og atletikbanen. Har du overskud til det, er det her du skal sætte den sidste slutspurt ind, hvis du vil indhente dine konkurrenter i klassementet.

(Vi tager forbehold for ændringer)