3. Etape: Sydhavnen 5km (23. juni)

Den flade femmer

Årets korteste rute foregår denne gang i Sydhavnen. Med udgangspunkt i Valbyparken, tæt på den nyetablerede Valby Strand, skal du løbe en hurtig flad femmer.

Etapens største seværdigheder er haveforeningerne HF. Havebyen og HF. Musikbyen, samt det grønne område Sydhavnstippen, eller bare Tippen, som det kaldes. Særligt på Sydhavnstippen kan du se frem til den fineste havudsigt til fuglebeskyttelsesområdet Kalveboderne. Og er du heldig, kan det være, at du får selskab af græssende får, der hvert forår slippes løs i området.

Ruten

Starten går fra Valbyparken og området ved Tudsemindevej, tæt på Festivalpladsen, hvor der bl.a. plejer at blive afholdt koncerter og andre kulturarrangementer. Herfra går den første km'er fladt på stierne mellem de to haveforeninger HF. Musikbyen og HF. Havebyen.

De næste par km'er er ligeledes helt flade og fører dig over til det grønne område Sydhavstippen. Her kan du nyde den gode udsigt og områdets grønne stier et par km'er, inden du skal passere målstregen i samme område hvor starten gik, nemlig ved Festivalpladsen eller Gryden, som den også kaldes.

Se hele ruten her.

(Vi tager forbehold for ændringer)