5. Etape - Amager strand (7 km)

Københavns Copacabana

Årets 5. og sidste etape finder sted på Københavns største strand, hvor vi har planlagt en flad og hurtig 7 km rute.

Her valfarter godt 1 million besøgende til om året, og nyder strandparkens 2 kilometer brede sandstrand, lagune, parkområder, restauranter, isbutikker og meget mere. Dejlige park- og strandstier ligger lige ned til vandkanten, og udsigten til vores svenske naboer og Øresundsbroen er en attraktion i særklasse.

Som løber kan du se frem til fantastisk havudsigt, en hurtig rute med meget få stigninger og masser af strandhygge. Start og mål er placeret i hyggelige rammer i vandkanten, hvor vi parkerer foodtrucks og afslutter løbet med strandens højeste bas.

Etapen planlægges sammen med vores samarbejdsklub, Motionsklubben Amager, der glæder sig til at sætte et flot punktum for Etape København 2018.

5. etape Amager Strand.png

Ruten

Se interaktivt rutekort her 

Årets sidste startskud fyres af på plænen i den nordligste del af strandparken nær Øresundsvej.

Du tilbagelægger de første par hundrede meter på Øresundsstien og passerer hurtigt den ene (ud af tre) broer, der forbinder ’fastlandet’ med den 2 kilometer lange kunstige ø. På den anden side af broen møder du den første af fem strandstationer, der er spredt udover stranden. Herfra kan du se en af områdets mest kendte attraktioner, den 95 år gamle genopførte badeanstalt Helgoland. Ved strandstationen bliver du dirigeret til højre af Amager Strandpark Stien, hvor du fortsætter en lille km, før du når strandstation nr. 2. Du løber videre på stien, indtil du når strandstation 3 efter små 2 km, hvorefter du vender næsen sydpå og løber langs Amager Strand Promenaden.

Efter 2,7 km når du Kastrup Søbad, en badeplatform som Amagerborgerne har døbt Sneglen pga. dens særegne form. Herfra løber du mod Kastrup Strandpark, hvor du vender og løber nordpå igen, indtil du rammer Femøren efter små 4 km.

Den næste km tilbagelægger du på Tiøren, inden du drejer til højre ved 5 km-mærket, og løber over Lagunebroen. Herefter løber du langs lagunen i godt 500 m, inden du igen løber ind på Amager Strand Stien. Her fortsætter du knap en km, hvorefter du passerer Kilometerbroen.

Efter 6.5 km runder du hjørnet ved Amager Strandvej, og har nu kun 500 m til målstregen.
Her er det tid til at skyde det sidste krudt af, hvis du har noget i overskud, og hvis du vil indhente dine konkurrenter. Vi lover, at skrue ekstra højt op i målområdet, så du kan løfte hænderne højt i sommervejret, når du får medaljen om halsen, og kan fejre at du har gennemført Etape København 2018.