Ideerne blomstrer hos løbeklubberne: Nyt københavnsk etapeløb født

Hverdagen hos løbeklubberne er vendt på hovedet med aflysning af fællestræninger og sociale arrangementer. Klubberne er nødt til at tænke i nye baner og hos Valbyløberne har det ført til skabelsen af Etape Valby.

Et udpluk af Valbyløbernes billeder fra Etape Valby

Valbyløberne har siden 2015 været en fast del af Etape København arrangørteamet. Her har medlemmer og frivillige fra Valbyløberne bl.a. hjulpet med alt fra konceptudvikling og markedsføring til rutevejvisning og diverse praktiske opgaver under selve løbet. 

Masser af aktivitet i Facebookgruppen

Valbyløberne er ligesom resten af Foreningsdanmark stærkt påvirket af COVID-19 situationen. Normalt står den på fællestræning tirsdag, torsdag og lørdag, men træningerne er, ligesom bl.a. klubbens årlige forårstur til et løb i Hannover, aflyst. Men dette er ikke lig med, at klubben er gået helt i stå. Tværtimod. I Valbyløbernes Facebookgruppe er der dagligt masser af opslag fra medlemmer, der deler træningstips, billeder og andet relevant, der er med til at styrke fællesskabet, inspirere og motivere til forsat masser af gode løbeoplevelser.

Et af de mange gode initiativer er Etape Valby, som fandt sted i ugen fra 30. marts til 5. april. Vi har talt med idémanden, John Westerdahl, for at blive klogere på det nye etapeløb:

Hvad er Etape Valby? 

Det er en variant af Etape København. Distancen var et maraton, men fordelt over 7 dage. Hver dag meldte deltagerne sine tal (distance, tid og min/km) ind til mig. Dokumentation var ikke nødvendigt. Jeg brugte tallene præcis som de blev meldt ind. Det var frit om man ville gå eller løbe, og man kunne også gennemføre et halvmaraton. Vinderen var den der gennemførte i hurtigste tid. Man kendte ikke til de andres tider, hvorfor man primært løb mod sig selv. Jeg lavede dagligt et teaser-opslag på Facebook med en kort status på løbet. Ingen kunne udlede noget særligt af det, men det var lidt "nudging" og jeg tror folk syntes det var sjovt.

Hvorfor fandt du på det initiativ?

Vi har et skønt fællesskab i Valbyløberne, og det var tydeligt at se, at der er en del løbeaktivitet og opslag i vores Facebookgruppe, men at folk savner at ses og være i fællesskabet. Således var ideen født til at lave en virtuel konkurrence og samtidig motivere og inspirere. Valbyløbernes motto er "Sundt - Sjovt - Socialt". Dette initiativ har til formål at indramme præcis det under de forudsætninger, vi har for tiden.

Hvor mange fra klubben var med til Etape Valby?

23 personer var tilmeldt og der er kommet masser af god feedback fra deltagerne, som bl.a. fremhæver at initiativet nok har fået dem til at løbe lidt oftere og længere end normalt.  

Det bliver spændende at se om der med Etape Valby er født en ny-klassiker på løbemarkedet. DGI og Etape København sender et stort virtuelt high-five til vores nye lillebror.

Valbyløberne består af godt 100 medlemmer og holder til ved Prøvehallen i hjertet af Valby. Læs mere om løbeklubben her.