Fitness Tryday i Korup Kultur- & Idrætscenter

Hvornår
27. jan 2019 kl. 09:30 til 14:30
Hvor
Korup Kultur & Idrætscenter, Præstevej 12, Korup, Odense NV, 5210 Odense NV, Danmark
Hvem
Alle fra 15 - 99 år.

Nummer
2019 16 01 4500

Er du til sved på panden og ømme muskler?

Så kom til Fitness Tryday og prøv nye fitness koncepter og bliv inspireret til endnu mere fed træning. 
Igen i år bliver sat fokus på det allerbedste inden for fitness.

Se dagens program og modulerne under program/timeplan. 
 
Cirkeltræning - v. Rene N. Andersen og Christina Andersen I cirkeltræning vil du få trænet hele kroppen, med fokus på muskelstyrkeudholdenhed. Du er garanteret sved på panden, da der i cirklen er indlagt stationer med både styrke og pulstræning. Der trænes med egen kropsvægt, håndvægte, medicinbolde, TRX mm. 
 
SMART Training – v. Gitte Madsen SMART Training er træning af hjernen, via lette fysiske øvelser, tilsat sjove, anderledes håndredskaber. Hjernen er plastiks og kan regenerere og udvikle sig gennem træning. Øvelserne udfordrer hjernen til at arbejde på kryds og tværs og dermed skabe nye forbindelser og derved øger den sin kapacitet. 
 
Yoga - v. Andreea Enescu er for alle og giver dig balance, styrke, smidighed og koncentrationsevne. Hatha-yoga består af en række statiske øvelser, dynamiske skift og dybe stræk, der kræver energi og giver sved på panden. Yoga er en effektiv; men skånsom træningsform, som giver kropsbevidsthed, en god holdning, overskud og glæde i hverdagen. 
 
Tabata - v. Claus Nørlev Jensen og Anne Grethe Sø Nørlev Jensen. Her bruger vi egen krop samt det, der normalt er i en gymnastiksal eller derhjemme. Vi har fokus på høj puls og intervaltræning, hvor du kan presse dig selv til at yde dit maksimale og øge forbrændingen. Vi arbejder i denne workshop med 20-sekunders intervaller for fuld gas + 10 sekunders pause. 
 
Stram Op - v. Line Foldager udfordrer alle kroppens store muskelgrupper. Træningen er bygget op omkring styrkeøvelser med mange gentagelser. Du træner således din muskeludholdenhed og øger din forbrænding. Der fokuseres på opstramning af hele kroppen og arbejdes bl.a. med håndvægte, elastikker og bodybars. 
 
Jumping Fitness® - v. Nadia Huusom Larsen Er en anderledes, sjov og super effektiv form for træning, som udøves på små trampoliner. Der trænes koordination og kredsløb og alle kroppens muskler kommer på arbejde.  
Særligt mave, ryg, balder og ben bliver trænet godt igennem. Koreografierne vil variere i sværhedsgrad, puls, tempo og høj intensitet. Der er stor fokus på balance, styrke og teknik.  
OBS!!! Vigtig information, som du bør læse inden, du tilmelder dig. 
Det frarådes at du deltager i tilfælde af:  
- Du er gravid eller lige har født ved kejsersnit. 
- Du har hjerteproblemer el. diabetes, som ikke er under kontrol. 
- Trampolinerne kan tåle en max belastning på 120 kg.
 
 
Motionsboksning - v. Charlotte Hummel. Skab hurtige resultater med motionsboksning. En sveddryppende hårdt træning på den fede måde. Træningen består udover boksning også af konditionstræning som løb og hop, og styrketræning af mave, ryg, ben og arme. Holdet kræver ingen forudsætning udover et godt helbred og en masse vilje. Du øger din forbrænding, forbedrer din kondition og du øger din mentale power. 
 
Indoor cycling - v. Dorte Lorentzen er for dig, der tænder på power og høj puls. Der cykles både stående, siddende, stejlt op ad bakke, i eksplosiv acceleration, i tungt og let tråd. Alt imens musikken banker dit humør op. Træningen stiller ikke de store krav til koordination og kondition, og du kan helt selv bestemme, hvor hårdt det skal være. Indoor Cycling er godt for dit kredsløb; du får simpelthen ilt pumpet rundt i kroppen. Det giver dig større lungefunktion og styrker dit hjerte. 
 
CrossGym® Outdoor - v. Jens Rosenkrantz. Vi rykker udendørs og træner på den effektive, hårde og sjove måde. Det er funktionel træning og intervaltræning med udgangspunkt i kroppens behov. Der er fart over feltet og høj intensitet i alle øvelser. Du bruger både din egen kropsvægt og forskellige velkendte og alternative træningsredskaber i øvelserne. Denne træningsform er ikke kun for muskelbundter, det er for alle uanset alder, køn og fysik. Vær opmærksom på at vi træner udenfor, uanset vejret. 
 
Udendørs funktionel træning  - v. Søren Peter Larsen Programmet vil være sammensat af kropsbærende øvelser og være en kombination af både styrke og kredsløbstræning. Alle øvelser tager afsæt i den måde kroppen arbejder på. En cirkel tager ca. 5 min og denne cirkel gentages et antal gange. 
 
Hit Fit - v. Heidi Stubmark Vi danser rock'n roll til 50-ernes rytmer, twist til 60-ernes Beatles, 70-ernes discotrin, pop og grandprix fest fra 80-erne, samt de mere moderne funk og showdance moves fra 00-erne og 10-erne. En Hit Fit Dance time er for alle aldre og alle niveauer, da der vil være musik og trin for enhver smag. 
 
Skovfitness – v. Kenneth Sæderup Pedersen er alsidig funktionel træning for hele kroppen. Skovens ujævne og kuperede terræn giver et utal af muligheder for at udfordre kredsløbet, muskulaturen og balancen. Træningen består af korte løbesekvenser med ophold, hvor vi laver forskellige kredsløbs- og styrkeøvelser. 
 
Akroyoga – v. Kasper Moritz Nielsen og Marie-Therese Pallis er en sammensmeltning af yogaens fordybelse og ro og akrobatikkens imponerende bedrifter. Kom og prøv en disciplin fuld af legende udforskning, og coretræning forklædt som lækker balancetræning. Få inspiration til øvelser, der samtidig opbygger både din egen kropsforståelse din egen tillid til andre. 
 
Foamroller - v. Maria Sichan. Foamrolleren kan være et rigtigt fint supplement til dig der vil arbejde med din smidighed, dit bindevæv, din ryg og ømme muskler/områder, balance, core-træning. Bliv inspireret til hvad og hvordan du kan bruge Foamrolleren. 
 
Fight gone bad – v. Claus Nørlev Jensen. Kampen kører over 3 omgange med fem øvelser og modstanderen er dig selv. I hver omgang skal du give dig 100 procent, og du får kun ét minut til at komme dig efter hver omgang. Sagt på en anden måde: På bare 17 minutter får du trænet hele kroppen og banket pulsen helt op.

09.30-10.00 - Ankomst og udlevering af madbilletter

10.00-10.15 - Fælles velkomst og info

10.15-11.00 - Modul 1

  • Yoga – v. Andreea Enescu
  • Tabata – v. Claus Nørlev Jensen
  • Stram Op – v. Line Foldager
  • Jumping Fitness® - v. Nadia Huusom Larsen
  • Motionsboksning – v. Charlotte Hummel
  • Indoor cycling – v. Dorte Lorentzen
  • CrossGym® Outdoor - v. Jens Rosenkrantz
  • Udendørs Funktionel træning - v. Søren Peter Larsen

11.15-12.00 - Modul 2 

  • Cirkeltræning - v. Rene N. Andersen og Christina Andersen
  • SMART Training - v. Gitte Madsen
  • Yoga – v. Andrea Enescu
  • Hit Fit – v. Heidi Stubmark
  • Jumping Fitness® - v. Nadia Huusom Larsen
  • Motionsboksning – v. Charlotte Hummel
  • CrossGym® Outdoor - v. Jens Rosenkrantz
  • Udendørs Funktionel træning - v. Søren Peter Larsen

12.00-12.45 - Frokost (se menu 1 og 2 under praktisk info)

12.45-13.30 - Modul 3

  • Cirkeltræning - v. Rene N. Andersen og Christina Andersen
  • SMART Training - v. Gitte Madsen
  • AkroYoga - v. Kasper Moritz Nielsen og Marie-Therese Pallis
  • Tabata - v. Anne Grethe Sø Nørlev Jensen
  • Foamroller - v. Maria Sichan
  • Fight gone bad – v. Claus Nørlev Jensen
  • CrossGym® Outdoor - v. Jens Rosenkrantz
  • Skovfitness – v. Kenneth Sæderup Pedersen

13.45-14.30 - Fælles afslutning med Puls & Styrke + udstrækning - v. Claus Nørlev Jensen og Anne Grethe Sø Nørlev Jensen

Beskrivelse af dagens to menuer til Fitness Tryday i Korup

Menu 1 - Pastasalat

  • Grov pastasalat med kylling, feta, cherrytomat, soyabønner, rødløg vendt i pesto
  • Vegetar: Grov pastasalat med feta, cherrytomat, soyabønner, rødløg vendt i pesto

+ Kildevand + 1 stk. frugt

Menu 2 - Grov sandwich

  • Æg/rejer, tomat, agurk & dildmayo
  • Kylling/bacon, soltørret tomat, paprika, agurk & chilimayo
  • Skinke/ost med tomat, agurk & mild sennepscreme
  • Vegetar: Grillede grøntsager, syltede rødløg & humus

 + Kildevand + 1 stk. frugt

 
Massage tilbud til DIG.

- Har du trætte og ømme muskler.

- Trænger du til at få løsnet op efter dagens træning.

- Eller vil du bare være lidt go´ ved dig selv.

Så har vi uddannede massører der står klar til at ta´ imod dig i løbet af dagen.

Vi slår dørene op til behandlerrummene fra kl. 12.20 – 16.00.

Book en tid til 20 min. fysiurgisk massage til KUN 100 kr. Betaling på stedet

Andre spændende arrangementer Vis alle arrangementer