POLICE er det nye RICE

Meget tyder på, at brugen af is og hvile skal nedtones, hvis du vil behandle akutte skader bedst muligt, men eksperterne er ikke enige.

Optimal belastning (OL) er bedre end ro (R) i behandling af skader (Arkivfoto) Foto: Lars Rønbøg

RICE og POLICE

RICE og POLICE er såkaldte akronymer, dvs. sammentrækning af forbogstaverne i de ord, der indgår i udtrykket:

RICE = Rest (ro), Ice (is), Compression (kompression), Elevation (løft)

POLICE = Protection (beskyttelse), Optimal Loading (optimal belastning), Ice (is), Compression (kompression), Elevation (løft)

Siden 1978 har mange lært at behandle akutte skader efter RICE-princippet, dvs. ro, is, kompression og elevation. Men for nylig har forskellige nye artikler bragt en gammel undersøgelse i fokus. Undersøgelsen, der blev offentliggjort i The Journal of Strength and Conditioning Research (2004), viser, at is forsinker heling af skaden -  kort fortalt, fordi kulde hæmmer blodgennemstrømning og dermed heling.

Undersøgelsens resultater har fået nogle idrætsfysiologer til at råde trænere og udøvere til helt at droppe isposer i akut skadesbehandling. Men deres råd er blevet kritiseret af andre, der i stedet peger på POLICE-princippet, som den bedste behandling.

Optimal belastning

RICE-princippet er blevet ændret flere gange siden 1978, og i 2012 blev begrebet POLICE introduceret.

POLICE betyder, at det skadede væv skal beskyttes (P for protection), men at vævet skal udsættes for Optimal Loading (OL), dvs. så stor belastning som muligt, uden at vævet skades yderligere. Bogstaverne ICE kender vi. I det nye udtryk er ro altså erstattet af optimal belastning, og isposerne spiller også med.

Hvad skal vi tro?

Men hvad skal vi tro? Henning Engberg, fysioterapeut, udreder nogle tråde:

»Problemet med RICE er, at det lægger op til at holde sig helt i ro. Med POLICE er tilgangen, at hvis man vil af med hævelsen, gælder det om at få kroppen brugt. Dermed er man selv med til at arbejde hævelsen væk.«

Selvfølgelig skal man passe på, så man ikke øger skaden.

»Men der er altid noget, man kan komme i gang med, så der kommer gang i cirkulationen. Dermed fremskynder man helingsprocessen,« siger Henning Engberg.

Is kan lindre smerter

Han medgiver, at eksperterne er uenige om, hvad isen kan gøre.

»Den gavner ikke nødvendigvis selve helingen, men kan bruges smertelindrende i den akutte fase, så du kan komme hurtigere i gang med genoptræningen« siger Henning Engberg.