Acro yoga udfordrer både din fysik og din tillid

Acro yoga er akrobatisk yoga, hvor din tillid til dig selv og andre kommer i spil.

Acro yoga rummer elementer fra både akrobatikkens og yogaens verden. Foto: Kasper Moritz Nielsen

De fleste kender flyvemaskinen. Ikke den, der letter fra lufthavnen, men den, som man lavede med sin far, mor, bror eller søster, da man var lille. Hvor den ene ligger på ryggen med benene i vejret, mens den anden ligger oven på de strittende ben og “flyver”. Og dét er faktisk en acro yoga-øvelse.

“I virkeligheden er mange af elementerne i acro yoga noget, der har eksisteret længe, og som folk har gjort nærmest altid,” fortæller fitnesskonsulent hos Bevæg dig for livet - Fitness, Kasper Moritz Nielsen og fortsætter:

“Men siden er det blevet konceptualiseret i både Canada og Californien, og i dag er det en idræt med flere forskellige grene.”

Inden for acro yoga findes både avancerede og eksplosive løft, men der er også en del af acro yogaen, som handler om flow og åndedræt

Kasper Moritz Nielsen, fitnesskonsulent i Bevæg dig for livet - FItness

Acro yoga rummer elementer fra både akrobatikkens og yogaens verden. Her laver man forskellige øvelser på, med og under hinanden, hvor man både udfordrer musklernes udholdenhed, men i særdeleshed også balance, koordination og generel kropskontrol.

“Grundlæggende handler acro yoga om, at man to eller flere sammen skaber en form for æstetisk flow, som kan have mere eller mindre rødder i enten yogaen eller i akrobatikken. Inden for acro yoga findes der både nogle avancerede og meget eksplosive løft, som minder meget om akrobatik, men der er også en del af acro yogaen, som handler meget om flow og åndedræt, hvilket minder mere om yoga,” siger Kasper Moritz Nielsen.

I en øvelse som flyvemaskinen er der to forskellige roller: Den som bærer, og den som flyver. Her får den øverste trænet masser af core, fordi man skal være stabil og holde balancen, mens den nederste får trænet både ben og core.

“Men udover den fysiske træning er der mange, som nyder acro yogaen som et frirum, hvor man slipper for at skulle tænke en hel masse, og i stedet bare kan fokusere på at lege eller at få et perfekt flow gennem øvelserne,” siger Kasper Moritz Nielsen.

Acro yoga træner smidighed, kropskontrol og balance

24-årige Frederik Lind prøvede acro yoga for første gang for omkring halvandet år siden. Til daglig læser han psykologi og dyrker kampsport, men efter at have hørt om acro yoga hos nogle af vennerne, blev han nysgerrig på idrætten.

Den første gang var det rigtigt udfordrende, især teknisk. Men det var nok også det, der dragede mig til at komme igen

Frederik Lind, acro yoga-udøver

“Jeg så det som en mulighed for at supplere min kampsportstræning med noget smidighed, kropskontrol og balance fra acro yogaen. Den første gang var det rigtig udfordrende, især teknisk. Men det var nok også det, der dragede mig til at komme igen. Det var meget mere udfordrende og akrobatisk, end jeg havde forventet,” siger Frederik Lind.

Han har dyrket det lige siden. Og efter halvandet år er det ikke i samme grad de tekniske udfordringer, han kommer der for. Det er derimod for at træne balancen og for at bevare kontakten til acro yoga-miljøet.

“Hvor hårdt acro yoga er handler meget om, hvad man laver, hvem man laver det sammen med, og hvad ens mål er med det. Man kan både lave acro yoga, hvor det er stille og roligt, men man kan også lave meget eksplosiv acro yoga,” siger Frederik Lind.

Udover den fysiske træning er acro yoga i høj grad også træning, hvor der er fokus på tillid og samarbejde. Både tillid til dig selv, men også til dem, du samarbejder med i øvelserne.

“For at dyrke acro yoga skal man have lyst til at arbejde sammen med andre mennesker, og man skal have tillid til samarbejdet. Det er også noget af det, der er helt fantastisk ved idrætten: At man er så afhængig af hinanden, og at man lærer meget om både at kommunikere med og stole på andre mennesker,” siger Kasper Moritz Nielsen.

Prøv acro yoga til L2017

Til DGI’s Landsstævne 2017, der finder sted i Aalborg til sommer, bliver det muligt at få en smagsprøve på acro yogaens verden og endda genopleve flyvemaskinen. Her står Kasper Moritz Nielsen nemlig i spidsen for en workshop, hvor landsstævnedeltagerne vil få mulighed for at lege med øvelserne og deres tillid til sig selv og andre.

“Selve positionerne bliver meget stille og rolige, og derfor kan alle være med - uanset alder og størrelse. Hvis man tænker, at man er for stor til at være med, tager man fejl - for der vil være en rolle, hvor det er en fordel at være den store,” siger Kasper Moritz Nielsen og fortsætter:

“Og i forhold til hvor teknisk krævende acro yoga ser ud, bliver de fleste overraskede over, hvor nemt det er.”

Udover at få åbnet øjnene for, hvordan det er at arbejde fysisk sammen med andre, kan acro yoga samtidig være med til at give én et nyt syn på verden - sådan helt bogstaveligt.

“For lige pludselig hænger man på siden eller måske endda med hovedet nedad i en øvelse, og så skal du forholde dig til, hvad der er op og ned, og hvordan du kommer videre i øvelsen. Så på den måde kan acro yogaen gøre, at man får et helt nyt perspektiv på verden.”