Bliv klædt på til udendørs fitness

Udendørs træning er både populært og let at starte op, og med kurset Bootcamp Outdoor er du klar til at undervise under åben himmel.

Bliv Bootcamp Outdoor-instruktør og stå for fed træning i naturen Foto: Marie Tuxen Hedegaard

Flere og flere foreninger rykker træningen udenfor, så snart vejret viser sig fra sin lidt mildere side. Udendørs træning er nemlig blevet rigtig populært i de senere år, og det giver rigtig god mening for foreningerne at oprette hold under åben himmel.

”Det kræver ingen særlige faciliteter, for man bruger bare de udendørs arealer, der er til rådighed,” siger Rune Refsgaard, som er personlig træner, uddannet cand.scient sport science og landsunderviser hos Bevæg dig for livet – Fitness.

Motiverende træning

Derudover kan udendørs træning noget helt specielt, lyder det fra Rune Refsgaard.

”Man får et helt andet sammenhold, når man træner ude. Men bliver simpelthen gladere af at være ude i det fri og mærke lyset og den friske luft, mens man træner,” siger han.

Men selvom det umiddelbart lyder enkelt, kan der være behov for særlig viden for at rykke træningen udenfor. Man skal blandt andet tage hensyn til vind og vejr, når man instruerer, så man er sikker på, at alle kan se og høre ens instruktioner. Derudover skal man kunne tilpasse træningen til både omgivelserne og deltagerne.

Bliv Bootcamp Outdoor-instruktør

”Derfor kan det være en rigtig god idé at tage et kursus, som lærer én at se mulighederne i det område, der er til rådighed og klæder instruktøren på til at sammensætte et godt program,” siger Rune Refsgaard.

Har man eksempelvis en uddannelse i CrossGym, Bootcamp, Puls & Styrke eller er fitnessinstruktør, kan man tage kurset Bootcamp Outdoor og få nogle særlige fif til at undervisning under åben himmel. Kurset varer kun tre timer, men der er masser af inspiration og tips at hente.

Lige i øjeblikket er der kurser over hele landet. Første kursus er i Borup 7. april - meld dig til senest 25. marts.