Børn lærer ro og omsorg gennem børneyoga

Yoga giver børn en modvægt til en presset hverdag med fokus på konkurrence og præstation.

Yoga styrker fællesskaber mellem børn. Det lærer dem nemlig at yde omsorg for hinanden. Foto: Hans Asmussen

Yogabølgen har i mange år trukket voksne i hobetal til foreninger og fitnesscentre, hvor solhilsner og åndedrætsøvelser gør godt for både krop og sind. Og nu er det blevet børnenes tur.

"Interessen for børneyoga er ekstremt stor, men der er ikke særlig mange steder, der tilbyder det endnu," siger Ann Laursen, som er masterinstruktør på DGI's nye børneyogauddannelse.

Børnene er hele tiden i konkurrence med sig selv, men yoga kan give dem et rum, hvor de ikke hele tiden skal være nummer et

Ann Laursen, Masterinstruktør på DGI's børneyogainstruktøruddannelse

Hun har været med til at skrive uddannelsen, som blandt andet er blevet til på baggrund af stærk efterspørgsel fra deltagere på DGI's mange andre yoga-tilbud.

Yoga er modvægt til presset hverdag

Børn i alle aldre kan have glæde af at dyrke yoga, forklarer Ann Laursen. For yoga giver balance, når hverdagen bliver hård.

"Lige nu har vi brug for at give børn en modvægt til et presset liv med skole fra klokken otte om morgenen til halv fire om eftermiddagen. Vi lever i individets tid, hvor der er rigtig meget fokus på præstation og på boglige indlæringsværdier. Børnene er hele tiden i konkurrence med sig selv, men yoga kan give dem et rum, hvor de ikke hele tiden skal være nummer et, og hvor de kan mærke deres krop," siger hun.

Efterspørgslen på yoga-materiale til børn mærker man også tydeligt hos Dansk Psykologisk Forlag, som de seneste fem år har udgivet yogabøger til-, om- og med børn.

"Det er helt klart en stigende tendens, og de bøger vi udgiver om børneyoga sælger godt," siger Signe Lindskov Hansen, som er redaktør for forlagets psykologiområde.

Og hun er af samme opfattelse som Ann Laursen, når det kommer til grunden:

"Hele tendensen til og behovet for at skabe ro og fordybelse for- og sammen med børn kan være årsagen".

Værktøj til at navigere svære følelser

Ud over de fysiske øvelser handler børneyoga om at give børn mulighed for at mærke efter i deres egen krop og sige til eller fra.

"På den måde får de lettere ved at finde ro, og de bliver mere koncentrerede," forklarer Ann Laursen, som også har erfaring med at udvikle træningskoncepter til de mindste indenfor andre idrætter.

Børnene lærer at give noget godt til andre gennem omsorg og massage. Det er for eksempel svært at drille nogen, man lige har masseret

Ann Laursen, Masterinstruktør på DGI's børneyogainstruktøruddannelse

"En ting de lærer er at bruge åndedrættet, så de bedre kan navigere rundt mellem deres følelser. Der er for eksempel et helt specifikt åndedræt, man kan bruge, når man er meget, meget vred, bange eller nervøs, og børnene lærer at bruge det til at berolige sig selv," siger hun.

Børneyoga kan også indeholde massage og andre hyggestunder, hvor deltagerne gør noget godt for hinanden, og det er med til at styrke børnenes fællesskaber.

"De lærer at give noget godt til andre gennem omsorg og massage. Det er for eksempel svært at drille nogen, man lige har masseret, eller nogen man lige har haft en rigtig god oplevelse med," siger Ann Laursen.