Find ro med yoga
Yoga er en storfavorit, fordi den sniger sig helt ind under huden på os og skaber balance – ikke kun i kroppen, men i høj grad også i sindet.
Du kender sikkert følelsen af at have for travlt i hverdagen. Timerne stikker af, og de gode intentioner om fordybelse og ro drukner i tankerne om alt det, du skal nå i morgen, og alt det, du ikke nåede i går.
Det kan være svært at finde tid til motion, når vi føler os fanget i hverdagskapløbet. Men faktisk kan netop yoga være nøglen til at finde den ro, vi mangler.
En rolig krop giver et roligt sind
Forfatter og foredragsholder Simon Krohn er en af mange, som har gjort yoga til et fast element i hverdagen. Han ser klart den positive effekt – både hos sig selv og hos deltagerne på de yogahold, han underviser.
Yoga hjælper med til at gøre dig mere positivt tænkende og taknemmelige over det, du kan, og det, du har
Anja Dührr, DGI Landsinstruktør i yoga
”Med yogaen tager vi en pause fra alt det, vi skal nå, for bare at være tilstede i kroppen. Det er helt tydeligt at se forskellen på folk, når de ankommer til en yogatime, og når de går fra timen. Når de ankommer, har de travlt og sanser ikke verden omkring sig. Efter timen mærker de pludselig vinden mod huden, hører fuglene synge og ser bladene, der bevæger sig i sollyset,” fortæller han.
DGI-instruktør Anja Dührr ser samme mønster på sine hold, hvor deltagerne finder ro i kroppen og dermed også ro i sindet.
”Yoga hjælper med til at gøre dig mere positivt tænkende og taknemmelige over det, du kan, og det, du har. Det skærper fokus og giver bedre koncentration,” forklarer hun.
Da Anja Dührr selv startede med at dyrke yoga, blev hun glad for at opleve, at det først og fremmest handler om, hvordan du har det. Det drejer sig ikke så meget om, hvordan du ser ud, eller hvor godt du kan præstere. Her adskiller yoga sig fra mange andre motionsformer.
”Yoga er ikke en konkurrence. Du øver dig i at leve dit liv på din egen yogamåtte. Det er ikke vigtigt at kigge på, hvor langt naboen kan få benet op i luften. I det hele taget skal du lade være med at sammenligne dig med andre, og mange øvelser laver du bedst med lukkede øjne,” forklarer hun.
Lær dine grænser at kende
Det er ikke kun instruktørerne, der er overbeviste om yogaens positive effekt på vores sind. Stressforsker Jeanett Bonnichsen anbefaler i høj grad yoga som et redskab til at opnå mental balance – specielt gennem de langsomme stilarter som yin og hatha.
”Det gode ved den slags yoga er, at du kommer ud i nogle stræk, hvor du har en indre opmærksomhed på din krop og lærer den at kende. Dermed lærer du også dine grænser at kende,” fortæller hun.
Der er indikation på, at yoga kan være stressforebyggende, fordi du gennem yoga lærer, hvordan du opnår balance og finder dine grænser
Jeanett Bonnichsen, stressforsker
I yogaen arbejder du med vejrtrækning, og den dybe vejrtrækning hjælper med til at styrke koncentration og fokus. På den måde kan du nedbryde tankemylderet, og den styrke kan du bruge i mange hverdagssituationer, hvor du ellers ville føle dig presset.
”Der er indikation på, at yoga kan være stressforebyggende, fordi du gennem yoga lærer, hvordan du opnår balance og finder dine grænser. Det er lettere at modvirke, at du havner i en stresssituation, når du ved, hvornår du skal sige stop,” fortæller Jeanett Bonnichsen.
Når Simon Krohn står over for et yogahold, kan han se, at deltagerne opnår større balance. De bliver nærværende og mere venlige og tålmodige over for andre.
”Det skifte er i høj grad det, jeg er forelsket i ved yoga. Det føles som om, at folk forvandler sig til 2.0-versioner af sig selv.”
Hvilken stilart passer dig?
Der et hav af stilarter inden for yoga. DGI's yogauddannelse er baseret på hatha yoga, men her kan du læse om flere af de mest populære. Prøv gerne et par stykker af, til du føler, at du har fundet frem til det rigtige for dig.
HATHA dækker over en række klassiske yogastillinger. Formen er fri, og der er fokus på vejrtrækning og meditation.
VINYASA har fokus på en flowbaseret sekvens af yogaøvelser, som kobles med vejrtræningen. Formen er dynamisk.
IYENGAR er meget teknisk og fokuserer på helt korrekt kropsholdning og alignment. Her bruger du klodser, bælter og andre hjælperedskaber.
HOT YOGA bliver udført i et rum, der er varmet op til 35-40 grader for at øge udrensningen.
YIN er en rolig form for yoga, hvor du indtager forskellige stillinger, som skal holdes 3-5-8 minutter. Du øver dig i at slappe af og få et dybt stræk.