Fitness Tryday viser dig det bedste fra foreningerne
Den sidste søndag i januar bliver der holdt Fitness Tryday i mange foreninger over hele landet. Her kan du prøve flere forskellige former for fitness og høre, hvad foreningen kan tilbyde dig.
125 foreninger over hele landet åbner 27. januar dørene og byder dig velkommen til Fitness Tryday.
Her kan du prøve kræfter med andet fitness end det, du normalt træner, eller du kan kickstarte formen, hvis du overvejer at komme i gang med at træne i det hele taget - for eksempel med yoga, crossgym, kettlebell eller noget helt fjerde.
Ifølge Henrik Kyhl Pedersen, der er idrætskonsulent og med i Bevæg dig for livet - Fitness’ styregruppe for Fitness Tryday, er dagen en rigtig god mulighed for at kigge nærmere på fitnessaktiviteterne i foreningen tæt på dig.
Prøv det af
“Fitness Tryday giver et indblik i, hvilke aktiviteter og hold, foreningen tilbyder, hvilke instruktører, du møder og mulighed for at kigge nærmere på faciliteterne. Der er en god chance for at finde et tilbud eller to, der er interessante for dig,” siger Henrik Kyhl Pedersen.
“Jeg tror ikke, deltagerne bliver skuffede, for der er rigtig mange tilbud for stort set alle aldersgrupper,” siger han.
Det er helt gratis og uforpligtende at dukke op, og Henrik Kyhl Pedersen opfordrer til at tjekke hvilke foreninger tæt på dig, der er deltager i Fitness Tryday.
Find en forening tæt på dig
På linket herunder kan du se hvor i landet, foreninger står klar til at vise dig de mange fede træningsmuligheder.