Mandeyoga er ikke for tøser

Yogahold kun med mænd kan tilrettelægges efter mandekroppen. Desuden giver det en helt anden stemning, når kvinder ikke må være med.

Yogainstruktør Mette Agerskov sørger for, at der er god tid til at komme helt ud i øvelserne på mandeyogaholdet. Foto: Oline Erfurth Eskebjerg

12 mænd læner sig samtidigt bagover på store bolde, mens de udbryder et kollektivt suk og lader armene falde over hovedet.

”Jeg kan slet ikke få nakken derom,” stønner den ene deltager på mandeyogaholdet lørdag formiddag i SGI Fitness og Motion i Esbjerg.

Instruktør Mette Agerskov hjælper hurtigt til, da det viser sig, at bolden er for lille. Der er nemlig tid til, at alle får vejledning og instruktion, og det er netop meningen med det.

”Det bliver for upersonligt, når vi når over 12 deltagere. Her kan jeg nå rundt til alle i løbet af træningen,” siger Mette Agerskov.

”Jeg skal kunne mærke på deltagerne. Når jeg mærker, at de er helt varme, så ved jeg, at kroppen er presset, og at jeg ikke skal presse deltageren mere.”

Det kræver noget tryghed for mænd at gå til noget, der forbindes med femininitet

Mette Agerskov

Mænd vil have tryghed

Musikken giver en rolig rytme til vejrtrækningen hos deltagerne. Mette Agerskov lader mændene skifte stilling langsomt, så alle kan være med. Hver gang de kommer ud i et stræk, lyder der en voldsom udånding fra alle i rummet.

”Det med at ånde højlydt ud, det er tilladt hos mændene. Det ville ikke ske, hvis der var kvinder tilstede,” siger Mette Agerskov.

Og netop den kønsopdelte træning giver en helt anden stemning i yogaen. Instruktøren laver også et andet program, end hun ville gøre hos kvinderne, fordi mændenes kroppe er anderledes.

”Vi har et mandehold, fordi øvelserne skal være anderledes. Her tager jeg udgangspunkt i de begrænsninger mænd har,” siger Mette Agerskov.

”Her er bare en anden intimitet end på blandede hold. Det kræver noget tryghed for mænd at gå til noget, der forbindes med femininitet, men de ved, at jeg tager hensyn til, at de er mænd.”

Første gang tænkte jeg, at sådan noget tøsepjat, det gider jeg ikke

Jess Grønborg

Yoga er seriøs træning

Yogatimen slutter med afspænding, og deltagerne lægger sig på deres måtter under tæpper. Mette Agerskov får mændene til at tænke over hver kropsdel, en efter en, så de får mærket godt efter i kroppen.

En enkelt deltager udbryder et kort snork lige inden instruktøren beder dem vende tilbage til overfladen igen. Små bevægelser i ankler og hænder skal få alle mændene til at vågne helt op. Endnu en yogatime er overstået, og det med succes.

”Første gang tænkte jeg, at sådan noget tøsepjat, det gider jeg ikke. Men det er kun dem, der ikke har prøvet det, der tænker sådan,” siger deltager Jess Grønborg.

”Vi er jo mænd, så vi tager det vældig seriøst. Der er ikke så meget pjank, så vi får mere ud af det.”