Ny uddannelse: Fitnessvejleder

Bliv klædt på til at være fitnesscentrets vært og vejleder, som kan hjælpe medlemmerne med at få en god og varieret træning og samtidig bidrage til den gode stemning.

Har du lyst til at være noget for andre og hjælpe dem med at få en god træning? Så er den nye fitnessvejlederuddannelse måske noget for dig.

En fitnessvejleder fungerer som vært og vejleder i fitnesscentret og er et ekstra aktiv i foreningen. En fitnessvejleder kan blandt andet:

  • fungere som hjælpeinstruktør i forbindelse med holdtræning
  • hjælpe med træningsteknik
  • bidrage med nye balance- og styrkeøvelser til eksisterende træningsprogrammer
  • svare på basale træningsrelaterede spørgsmål
  • facilitere diverse sociale tiltag i foreningen

Derudover er det fitnessvejlederens opgave at opfordre og henvise medlemmerne til at få lagt program hos en fitnessinstruktør.

Det lærer du

Den nye uddannelse varer 14 timer, og på kurset får du en grundlæggende basisviden om fysiologi, anatomi og træningslære. Du bliver i stand til at instruere i et mindre udvalg af styrke- og balanceøvelser, og du får kompetencer til at rette træningsteknik, så øvelserne udføres korrekt. Desuden får du indblik i aldersrelaterede forandringer i kroppen og i aldersrelaterede sygdomme. Der er desuden fokus på mulighederne for at deltage i det sociale fællesskab og for at skabe nye relationer gennem fitnesscentret.

Den første pilotuddannelse løber af stablen i Borup den 4. maj og d. 25 maj.

Se mere og tilmeld dig.