Dancefit

Dancefit kombinerer dans og fitness, og er for dig, der godt kan lide at få pulsen op og få sved på panden.

Du forbedrer din kondition og får med garanti et skud ny energi. Det er motion på den absolut sjove måde med højt humør, god stemning og fed musik.

Dancefit er inspireret af stilarter som aerobic, zumba, funk, streetdance og jazzdance, der er sprængfyldte med energi, sjov og ballade. Her er der altid fart over feltet, smil på læben og gang i hele kroppen. Koreografien i instruktionsvideoen sørger for, at du med garanti bliver udfordret samtidig med, at du har det super sjovt.

Mød dine instruktører

Rikke Rønnov Hansen begyndte som instruktør i Fitnessworld i 2008 og er siden blevet landsinstruktør i DGI aerobic og step. Hun afholder kurser og uddannelser, og udvikler koncepter for Fitness World og DGI. I 2011 afsluttede hun sin bachelor i Idræt og Sundhed og arbejdede bagefter et år på Club La Santa som instruktør. Hun har arbejdet fuld tid som danselærer for Swingtime på Sjælland og har i dag ansvaret for danselinjen på Glamsdalens Idrætsefterskole på Fyn. 

Naja Klærke Mikkelsen er landsinstruktør i DGI Aerobic og Fitness, Les Mills instruktør og presenter, træningsleder i fitness.dk i København og studerer samtidig Idræt og Sundhed på universitetet.

Hun har sin egen virksomhed, N’MoveMent, hvor hun arbejder som massør, underviser og personlig træner.

Sådan gør du

Når du ser videoerne, viser instruktøren dig præcis, hvad du skal gøre, så du lærer de enkelte trin og bevægelser. Med forskellige tegn guider hun dig gennem koreografien, så du let kan følge med:

  • Når hun tager hænderne over hovedet, betyder det, at du skal gå på stedet
  • Armene til siden betyder, at du skal gå til siden (step touch)
  • Hænderne ved brystet med håndfladen vendt mod sig selv betyder, at du skal bevæge dig mod instruktøren, altså fremad
  • Når instruktørens hænder bevæger sig oppe fra og ned til hoftehøjde, betyder det, at du skal sætte tempoet ned
  • Når instruktørens hænder drejer om hinanden, skal du sætte tempoet op
  • Hånden på hovedet betyder, at dansen starter forfra igen
  • Med flere fingre tæller instruktøren ned til start og hun peger samtidig i den retning, du skal starte til