Floorball Danmark går i luften

Som en del af det store visionsprojekt ’Bevæg dig for livet’ er DaFU og DGI klar med én indgang til floorball.

Floorball Danmarks hjemmeside har taget første face off. Foto: IFF Floorball

Dansk Floorball Union lancerer Floorball Danmarks hjemmeside i samarbejde med DGI. Den skal være med til at sikre, at nuværende og kommende medlemmer får en god indgang til floorballsporten. Blandt andet kommer en række arrangements-, betalings- og klubmoduler fremadrettet til at give et samlet overblik over vores tilbud.

Sekretariatschef Per Stærk Larsen glæder sig over de muligheder, som Floorball Danmark får med den nye fælles indgang til sporten.

”Vi står med en samlet platform bestående af nyudviklede IT-moduler, der for alvor kommer til at folde sig ud, når vores aktiviteter og stævner kommer på efter sommerferien”, fortæller han.

Med én indgang til sporten er Floorball Danmark en stærk løsning, hvor DGI leverer den tekniske platform – mens Dansk Floorball Union leverer indholdet.

”Samlet set er det den bedste løsning for floorballsportens nuværende spillere, trænere og frivillige. Men det er frem for alt også et yderst stærkt værktøj i jagten på nye medlemmer og klubber i Danmark, lyder det fra Per Stærk Larsen med henblik på, at floorball bliver synliggjort på DGI’s hovedside.

I øjeblikket er det kun de klubber, der i forvejen er medlemmer af DGI, der fremgår, når man søger efter en floorballklub. Der vil blive arbejdet på dette over sommeren, så vi er klar til den nye sæson – både for nuværende og kommende floorballspillere i Danmark.

Floorball.dk frem til sæsonstart

  • Der vil i løbet af sommerpausen blive udviklet en kommunikationsplan for Floorball Danmark. Den kommer blandt andet til at inkludere Floorball Danmarks nye logo og en grafisk opdatering af sidens PDF’er.
  • Når næste sæsons Danmarksturnering er endelig klar, vil det være muligt at tilgå den nye resultatside direkte fra hjemmesiden eller turneringsappen. Herfra kan du både følge med i din række og samtidigt se uploadede kampprotokoller direkte under den enkelte kamp.

Indtil da kan du følge med i det midlertidige kampprogram, der vil blive opdateret løbende.