Stor international weekend venter Floorball Danmark

Nu er der mulighed for at opleve floorball på internationalt topniveau i Danmark. Floorball Denmark Open afvikles i november for både herre- og damelandshold.

1302 tilskuere var på lægterne, da herrelandsholdet mødte Belgien foran sit hjemmepublikum i april. Foto: Floorball Danmark

For første gang siden 2008 afvikler Dansk Floorball Union en større landsholdsturnering på hjemmebane. Den nyudviklede turnering Floorball Denmark Open byder på både herre- og damelandshold - fordelt på ni kampe i Herlev Hallerne fra den 6.-8. november 2015. Der er lagt stor vægt på at skabe en turnering, som alle i Floorball Danmark og øvrige interesserede kan få en oplevelse ud af at se.

”Vi vil gerne give interesserede mulighed for at komme helt tæt på og blive inspireret af vores bedste dame- og herrespillere. Det er nogle af vores allernærmeste konkurrenter, der kommer på besøg, så vi er yderst tilfredse med, at vi kan tilbyde publikum nogle spændende kampe,” fortæller bestyrelsesmedlem Luc Bouchara, der er Dansk Floorball Unions landsholdsansvarlige.

Det er nogle af vores allernærmeste konkurrenter, der kommer på besøg, så vi er yderst tilfredse med, at vi kan tilbyde publikum nogle spændende kampe

Luc Bouchara, bestyrelsesmedlem

Ny landstræner i ilden

Herrerne møder Polen, Tyskland og Norge, mens damerne får besøg af Polen og Tyskland. Kampene er samtidigt den nye cheftræner Jens Ørhøjs første opgave i spidsen for herrelandsholdet.

”Det bliver en fantastisk begivenhed at stå i spidsen for holdet for første gang foran det danske publikum. Jeg ser frem til at give alle en god oplevelse med masser af stemning, tempo og spil på internationalt højt niveau,” fortæller Jens Ørhøj, der netop har erstattet Kasper Sindt som landstræner.

Den nu tidligere assistenttræner forventer ikke kun en festlig weekend på lægterne – på banen er der vigtig erfaring at hente for både holdet og ham selv.

”Vi møder nogle rigtigt stærke modstandere, så rent sportsligt bliver Floorball Denmark Open en vigtig generalprøve inden VM-kvalifikationen. Dette bliver første skridt på den næste del af rejsen for hele teamet, lyder det fra Jens Ørhøj med henblik på herrelandsholdets VM-kvalifikation til februar.

For damerne gælder det derimod VM-slutrunden i Finland allerede til december, så her får publikum mulighed for at give holdet det bedste afsæt.

Læs mere om turneringen og se kampprogrammet.