Det gode engagement baner vejen

Børn spejler sig i deres forældre, når det kommer til fritidsinteresser. Derfor er dit engagement alfa og omega. Så støt dit barn.

Uanset hvor gamle dine børn er, vil de nyde godt af at have dig på sidelinjen. Foto: Nils Rosenvold

Går dit barn til sport, kender du sikkert til både lange køreture før stævner, hele søndage brugt på tilskuerpladserne og møder med den lokale idrætsforening, når der er brug for en dommer eller observatører til det næste stævne.

Læs også: Til kamp med mor og far på sidelinjen

Heldigvis er dit engagement simpelthen guld værd for børnene. De har nemlig behov for netop dig for at kunne engagere sig fuldt ud i sporten.

"Børn spejler sig i deres forældre, så hvis du viser, at du tager deres sportsgren seriøst, gør de det også selv. Derfor er det meget vigtigt, at du er tilstede så ofte, som det kan lade sig gøre. For at vise interesse i dit barns sport er at vise interesse i dit barn, så det bekræfter dit barn på flere niveauer," siger Knud Ryom som er formand for Dansk Idrætspsykologisk Forum.

Forælderen er på alle måder en rollemodel for barnet, så jo mere du engagerer dig og giver af dig selv, jo mere gør barnet

Knud Ryom, formand for Dansk Idrætspsykologisk Forum

Derfor betyder det gode engagement også, at de små poder kan begive sig ud i deres sport i både medgang og modgang. De ved nemlig, at Mor og Far hepper på sidelinjen og er klar til at gribe dem, hvis det ser skidt ud – eller til at klappe, når alt går godt.

Støtte for alle aldersgrupper

Uanset hvor gamle dine børn er, kan de nyde godt af dit engagement i deres sport. Selv fra børnene er helt små, er det nemlig vigtigt, at forældrene er tilstede i sporten.

Læs også: Guide: Sådan støtter du bedst dit barn

"Når børn er fra nul til 10 år gamle, er de i deres motoriske guldalder, og det er her, hvor sport virkelig gør en forskel. Men det er også her, hvor forældrene er den primære rollemodel, så deres engagement er virkeligt vigtig for børnenes udvikling og træningsniveau," forklarer Knud Ryom.

Når børnene bliver ældre, er der brug for forældrene på en lidt anden facon. Både for at forhindre at børnene dropper sporten, når teenagelivet kalder, men også for at hjælpe til rent logistisk, når de mange stævner og konkurrencer kalder.

"Når børnene kommer op til et vist niveau, er der behov for at de bliver kørt rundt til sportsarrangementer, hvilket klubberne ikke har råd til at sørge for. Så her bliver forældre uundværlige," siger Knud Ryom.

Det betyder dit engagement

At forældrene er til stede på den rigtige måde – det vil blandt andet sige, at de respektere træneren, ikke råber højlydt fra sidelinjen og tager sig tid til at snakke med barnet – er altafgørende for barnets opfattelse og fremtidsmuligheder inden for sporten.

Læs også: Den gode attitude på sidelinjen

"Hvis forældrene ikke dukker op eller på en anden måde giver indtryk af, at sporten er vigtig, bliver de færreste børn ved med at træne i længden. Der er behov for, at forældrene engagerer sig, ellers forsvinder børnenes motivation simpelthen, når der kommer modvind," siger Knud Ryom.

Samtidig skal forældrene være til stede på den rigtige måde. Barnets behov skal komme først, og du skal være i stand til at være støttende hele vejen igennem – også når det gælder trænerens beslutninger.

"Hvis du respekterer træneren, gør dit barn også - og det giver barnet meget fremadrettet at kunne rette sig efter en træner. Forælderen er på alle måder en rollemodel for barnet, så jo mere du engagerer dig og giver af dig selv, jo mere gør barnet – og det er i sidste ende det, der skaber en rigtig dygtig idrætsudøver," slutter Knud Ryom.