Gørding Knights er månedens forening i april

10 års jubilæumssæson, medlemsfremgang, rækkevindere i 2. division og spydspidsforening for 2. gang. År 2019 er et stærkt år for Gørding Knights, som er udpeget til månedens forening af den lokale BDFL-konsulent i Sønderjylland. Bevæg dig for livet – floorball bringer i den anledning et kort portræt af klubben.

Da Martin Ray Klindtworth (stifter af Gørding Knights og formand i klubben) flyttede til Gørding, var floorball ikke en del af Gørding Lourup Idrætsforenings (GLIF) idrætstilbud.

Som passioneret floorballmenneske og med adskillige år som aktiv spiller på højeste plan, ligadommer og initiativtager til etableringen af ungdomshold i Esbjerg, kunne Martin dog ikke dy sig for at spørge den lokale halinspektør, hvad der mon skulle til for at starte floorball op som ny sportsgren i GLIF.

Så ringede formanden mig op kort tid efter for at spørge, hvad det nu er for en sport, jeg vil starte op. Jeg fortalte ham, at det var floorball, og hans eneste kommentar til det var ’Og hvad koster det så?’. Det måtte jeg hjem og regne på, og efter snak med leverandører om priser på bolde, stave, mål, osv., kom jeg frem til en pris på 5000 kr. Det fortalte jeg formanden, og hans eneste kommentar var ’Ikke mere? Det sætter du bare i gang’. Sådan fortæller Martin om den samtale, der blev startskuddet til Gørding Knights, og fortsætter:

Min søn spillede floorball i Esbjerg, da vi flyttede til Gørding. Der gik ikke ret lang tid, så blev hans klassekammerater nysgerrige på, hvad det var, vi kørte til Esbjerg efter, og pludselig havde jeg en bil fyldt med børn, som jeg tog med til min søns træning i Esbjerg. Så vi havde faktisk fundamentet til at starte børnefloorball op i Gørding allerede der.

Med en godkendelse til at starte floorball op i GLIF og en håndfuld interesserede børn, som var klar til at spille, blev Gørding Knights stiftet, og det første børnehold begyndte at spille floorball i Gørding.

Ungdomsafdeling med vokseværk

Siden da er det kun gået fremad for børne-/ungdomsafdelingen i Gørding Knights. I dag har klubben således både hold i U7, U9 og U13 Flex, og der kommer stadig flere spillere til. Men hvad gør Gørding Knights for at få ungdomsafdelingen til hele tiden at vokse sig større? Spørger man klubben, får man dette svar:

Ikke en skid! Det eneste vi aktivt har gjort de sidste par år, det er at være med i Skolernes Floorballdag. Her har børnene fået en lille brochure med hjem, hvor vi har skrevet lidt om klubben og træningstiderne på.

Deltagelsen i Skolernes Floorballdag og en brochure til børnene har uden tvivl været godt for klubben, men ifølge Martin er det ikke eventet i sig selv, der er det største trækplaster i Gørding Knights:

Vigtigst af alt, så har vi nogle eminente ambassadører. Og det er vores spillere. De er de bedste ambassadører, vi har. Det går bare fra mund til mund over på skolerne, at det er sjovt at spille floorball.

Seniorafdelingen vokser også

Selvom at etableringen af et børnehold blev startskuddet for Gørding Knights, så gik der ikke lang tid, før forældrene også så sig lune på at spille floorball. Dem fandt Gørding Knights selvfølgelig hurtigt plads til:

De startede med at spille i en gymnastiksal om onsdagen. Bare sådan noget ’tju-bang-hockey’ uden regler, og hvor der virkelig blev gået til hinanden. Sådan spillede de i 1 ½ år, indtil vi blev kontaktet af nogle spillere fra Esbjerg, som spurgte, om vi snart var klar til at spille noget rigtig floorball. Det syntes holdet, lød spændende, og så blev det sat i gang, fortæller Martin, og fortsætter: Og så er medlemstallene bare steget hvert år, siden vi startede op. Vi er omkring 87 medlemmer i dag.

Foruden børneholdene, har Gørding Knights i dag både seniorhold i 2. division herrer, et damemotionshold og et herremotionshold, og det ser ud til, at succesen fortsætter.

Gørding fortsætter med at udvide floorballudbuddene

Ifølge Martin har Gørding Knights nemlig planer om at starte floorball op for en helt ny målgruppe efter sommerferien:

Vi er igen med i en ny spydspidsaftale. I den aftale er der fokus på opstart af 50+ eller 60+ efter sommerferien. Det er jo det næste, vi mangler at få gang i. Så har vi også været lidt heldige med denne målgruppe, for i Gørding har vi noget, der hedder ’Idræt om Dagen’, hvor nogle pensionister mødes og træner, får kaffe og hygger sig. Dem vil vi så prøve at få til at spille lidt floorball. Især nu hvor der har været så mange artikler med floorball på plejehjem og for ældre generelt.

Og kigger man på Gørding Knights’ historik, så stor det næsten skrevet i kortene, at klubben vil få succes med 50+ eller 60+ igennem deres nye spydspidsaftale med Bevæg dig for livet - Floorball.

Vi var jo med i den første omgang af Bevæg dig for livet – også med en spydspidsaftale. Her havde vi en BDFL-konsulent, som fortalte om en anden klub, der kørte sådan et sundhedsforløb for kvinder, hvor de fik en diætist ud, som målte og vejede damerne. Så med hjælp fra vores konsulent, som tog kontakt til Esbjerg kommune og fik det hele sat i stand, fik vi også gang i sådan et forløb for damer i Gørding Knights. Der var faktisk 25 damer på holdet, og det var helt sikkert fokusset på sundhed, der var startskuddet til det damemotionshold, vi har i dag.

Gørding Knights har stærke værdier

I Gørding Knights har man truffet et helt klart valg om, hvad for en klub, man ønsker at være, og det kan måske være en ekstra årsag til, at klubben stødt fortsætter med at vækste, påpeger Martin:

Vi har et kæmpestort motto i klubben, der hedder, at der skal være plads til alle. Det gælder uanset alder, etnicitet, køn, høj, lav, tyk og tynd, osv. og sådan er det bare. Og det gælder helt fra seniorholdene til børneholdene. Det er sådan, vi går til det.

Han fortæller videre, at det ikke er mange år siden, at klubben stod ved en skillevej og måtte træffe en beslutning om klubbens fokus:

For 3 år siden var seniorafdelingen faktisk lige ved at knække, fordi det var ved at blive for seriøst. Så satte vi os ned og kiggede hinanden i øjnene og aftalte, at vi skulle være en klub med plads til alle. Vi har så valgt at satse på bredden og sammenholdet. Nu har vi været de samme spillere på vores herreseniorhold de sidste 3 år, og det er blandt andet derfor, vi nu kan vinde 2. division.

10-års jubilæum til august

Glæden over for første gang nogensinde at vinde 2. division er stor i Gørding Knights, især fordi klubben længe har ventet på at kunne drille vores storebror fra Esbjerg Sharks, fortæller Martin.

Og så sker det endda samme år, som klubben kan fejre 10-års jubilæum. Det kan klubben til august, og det er en stor ting for Gørding Knights og for Martin Ray Klindtworth.

Bevæg dig for livet – Floorball og Floorball Danmark ønsker Gørding Knights stort tillykke med jubilæet og er spændte på at følge klubben fremover.