Bliv bedre med årets talentprojekt
Nu tilbyder Floorball Danmark sit talentprojekt til alle ungdomsspillere i de aktuelle årgange, der ønsker at udvikle sig som floorballspillere.
Vil du prøve talentet af som floorballspiller med træning på højt niveau? Så tilbyder vi nu vores talentprojekt til alle født mellem 1999 og 2004, der vil dygtiggøre sig på banen.
Talentudvikling med omtanke
Vores talentprojekt byder på specialiseret træning med nogle af de bedste instruktører fra ind- og udland. Hver talentsamling fokuserer på et enkelt tema, som bliver gennemgået både teoretisk og praktisk med fokus på, hvordan spillerne kan udvikle sig i hverdagen.
Vi har arbejdet i mange år på at udvikle vores talentprojekt, og det vil vi gerne tilbyde alle, der ønsker det
Frederik Bloch, sportskonsulent
Det er nu blevet tid til at tilmelde sig næste sæsons talentprojekt, hvor alle i de aktuelle årgange kan tilmelde sig.
Hent tilmeldingsblanketten her! (kan udfyldes elektronisk ved at downloade det)
”Vi har arbejdet i mange år på at udvikle vores talentprojekt, og det vil vi gerne tilbyde alle, der ønsker det. Derfor åbner vi nu op for at alle, der vil højne kvaliteten på banen kan tilmelde sig,” fortæller Floorball Danmarks sportskonsulent Frederik Bloch, der har arbejdet på at tilpasse talentprojektets samlinger til de enkelte årgange.
Få oplevelsen af at være landsholdsspiller
For talentprojektets ældste årgange vil der blive arbejde med temaer, der ligger tæt op ad den måde, som herrelandsholdet træner.
I den kommende sæson vil vores to herrelandsholdstrænere stå for opstartssamlingerne for de ældste aldersgrupper i projektet og vise, hvordan det er at træne som en landsholdsspiller.
”Talentprojektet skal bygge grundstenene i ens floorballkarriere, men det skal også være en sjov oplevelse for udøverne. Ved at skabe en rød tråd mellem talent og landshold, får spillerne en social og teknisk oplevelse af at være på landsholdet, som de kan tage med sig," siger Frederik Bloch.
De yngste årgange i projektet vil på deres samlinger få en mere legeorienteret tilgang til træningen, hvor øvelserne blive sammensat ud fra spillernes forudsætninger. Samlingen for de yngste vil være en introduktionscamp, hvor der vil være fokus på teknik, pasninger og forskellige spilvarianter.
Sæsonen starter i Randers og København
For spillere vest for Storebælt
Søndag den 23. august i Randers Arena hal 1:
- 10:00-13:00: Årgang 2003-2004
- 13:00-16:00: Årgang 2001-2002
- 16:00-19:00: Årgang 1999-2000
Landsholdscampen for de ældste årgange i Randers vil blive varetaget af Jens Ørhøj, assisterende landstræner for herrelandsholdet, i samarbejde med talenttrænerne.
For spillere øst for Storebælt
Lørdag 22. august i Vanløse Hallerne hal 1:
- 13:00-18:00: Årgang 2003-2004
Søndag den 23. august i Bellahøj Hallen hal 2:
- 09:00-13:00: årgang 2001-2002
- 13:00-16:00: årgang 1999-2000
Landsholdscampen for de ældste årgange i København vil blive varetaget af Kasper Sindt, cheftræner for herrelandsholdet, i samarbejde med talenttrænerne.