2 fodboldskoler sætter glæden i spil for 50 kræftsyge børn og deres søskende

De to fodboldskoler i Aarhus og Kongens Lyngby er for børn, der har eller har haft kræft, og deres søskende. I Aarhus kigger Stig Tøfting forbi.

Det er med glæde og leg i centrum når 50 kræftsyge børn og deres søskende inviteres på DGI Fodboldskole. Foto: Palle Peter Skov

I et langt sygdomsforløb er det vigtigt med positive oplevelser.

Derfor har DGI og Børnecancerfonden arrangeret to fodboldskoler for børn med kræft og deres søskende. De 50 børn skal på fodboldskolerne have fokus på glæden ved at drible, jonglere og grine med fodbolden som omdrejningspunkt. Ud af de 50 børn er der 21 kræftsyge børn og 29 søskende.

Lørdag d. 3. juni 2023 triller bolden i Kongens Lyngby hos Lundtofte Boldklub, og præcis en uge senere er det ASA Fodbold i det centrale Aarhus, der kridter banerne op til fællesskab, leg og glæde. Den tidligere landsholdsspiller Stig Tøfting pudser støvlerne og dribler med på fodboldskolen i Aarhus.

En oplevelse for livet

Direktør i Børnecancerfonden, Marianne Benzon Nielsen:

"Børn med kræft og deres søskende fortjener en oplevelse for livet. Når et barn bliver syg med kræft, bliver barnet på mange måder trukket ud af fællesskabet. Derfor er det altafgørende, at kræftsyge børn får positive oplevelser og mærker, hvordan et fællesskab kan give fornyet livsglæde. Vi håber, at børnene på fodboldskolen får en oplevelse for livet i en ellers svær tid," siger Marianne Benzon Nielsen.

Børnecancerfonden samarbejder i forvejen med DGI Fodbold om alle fodboldskoler. Fondens navn blev trykt på alle t-shirts til DGI’s fodboldskoler i 2022, og det samme sker i år. Derfor vil børnene i Aarhus og Kongens Lyngby også drible rundt med Børnecancerfonden på maven.

Alle skal have muligheden for at opleve fodboldglæden

Formand for DGI Fodbold, Lars Møller:

"Vi ønsker, at alle børn skal have mulighed for at opleve glæden ved at deltage på vores fodboldskoler. Derfor er det fantastisk, at vi sammen med 50 kræftsyge børn og søskende sætter glæden i spil sammen med ASA i Aarhus og Lundtofte Boldklub i Nordsjælland. Det er en svær situation at stå i for familierne, og de har brug for positive oplevelser som disse. Det er vi glade for at kunne give dem," siger Lars Møller.

Børnene og deres familier deltager gratis på fodboldskolerne.