5 gode råd: Sådan bliver du en god træner på fodboldskolen

Skal du bruge en uges sommerferie som træner på en af landets mange fodboldskoler? Så læs to erfarne fodboldskole-træneres bedste råd her.

Anders Lestang Mariegaard træner finter med sine spillere. De skal modtage bolden og komme uden om ham. Foto: Ditte Lilholm

Fodboldskolen er sommerens højdepunkt for tusindvis af børn landet over. Men faktisk er ugen også vigtig for de mange trænere, der lægger frivillige kræfter i at give børnene årets bedste fodbolduge. 

En af dem er 20-årige Anders Lestang Mariegaard, som for femte sommer i træk har trænet mini-og maxispillere på GVL Løkkens fodboldskole. For ham var det helt naturligt at blive fodboldskoletræner.

"Jeg startede til fodbold, da jeg var fire og havde nogle mega fede uger på fodboldskole som barn. Da jeg så blev for gammel til det, var det lidt træls ikke at være med, og så tænkte jeg, at jeg jo kunne blive træner. Som træner kan jeg komme med mine egne idéer til, hvad der giver en sjov fodbolduge, og når man kan få børnene med på det, er det bare super," fortæller han.

Spillerne skal kunne tænke tilbage på, at dét var en god uge

Kristopher Nygaard Bermann, træner på GVL Løkkens fodboldskole

På fodboldskolen underviser han sammen med seks andre unge spillere, blandt andre Kristopher Nygaard Bermann. Han er 22 år og har for tredjet år i træk trukket i trænerblusen i Løkken.

"Jeg er træner i klubben til hverdag, og da jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til også at sørge for, at spillerne fik en god uge i sommerferien, sagde jeg ja. Det ville jeg gerne," siger han og uddyber:

"Det lærer mig noget om ansvar og hvordan man håndterer det. Og så er det virkelig sjovt. Men det vigtigste er, at spillerne skal kunne tænke tilbage på, at dét var en god uge."

Trænernes gode råd

Både Anders Lestang Mariegaard og Kristopher Nygaard Bermann forbereder sig godt, inden de skal være trænere på fodboldskolen. Her får du deres bedste råd til at gøre det godt:

  1. Fokuser på børnenes niveau. Alle aktiviteter skal foregå i øjenhøjde og på deres præmisser. Ellers går det hen over hovedet på dem.
  2. Lyt til, hvad børnene har lyst til. Du kan have forberedt et nok så spændende program, men hvis de keder sig, bliver det altså for svært at træne dem - og både du og børnene går glip af en god oplevelse.
  3. Lav konkurrencer. Det motiverer børnene, at kunne kæmpe med og mod hinanden, og de kan sagtens tåle ikke at vinde hver gang. Samtidig skaber det virkelig god stemning, når de hepper på hinanden.
  4. Tænk over, at du er en rollemodel. De lærer af dig både på og udenfor banen.
  5. Bliv kun fodboldskoletræner, hvis du selv brænder for fodbold og for at lære fra dig. Når du selv brænder for sporten, vil du også være bedre til at motivere og inspirere spillerne.