Tak til alle frivillige – I gør en kæmpe forskel

Åbent brev fra Fodboldledelsen i DGI Fodbold til alle frivillige i landets fodboldklubber.

Vi nærmer os afslutningen på et år, som har været det mest udfordrende for foreningslivet siden Anden Verdenskrig.

Et mikroskopisk virus dukkede pludselig op og ændrede på dramatisk vis rammerne for vores dagligdag og for vores fodboldklubber. Næsten uden varsel lukkede hele Danmark ned i foråret, og nu er vi midt i endnu en coronabølge med nye omfattende restriktioner.

Restriktionerne i sig selv har, uagtet det sundhedsmæssige sigte, gjort det meget vanskeligere at være leder og frivillig i de fodboldklubber, der betyder så meget for så mange danskere, herunder titusindvis af børn og unge.

Dertil kommer, at restriktionerne har varieret over tid og undervejs har varieret fra kommune til kommune. For ganske nylig var det meste af Nordjylland lukket ned, og man måtte end ikke bevæge sig over kommunegrænsen.

Restriktionerne har betydet en stor ekstra byrde oven i den indsats, I allerede yder som rygraden i de mange fodboldklubber i hele Danmark. Dén indsats vil vi gerne på vegne af DGI Fodbold sende vores dybeste tak for. Både den indsats, I yder hver eneste uge med træning, planlægning, økonomi, drift og mange andre vigtige opgaver, som I udfører med nærhed og kvalitet. Og den ekstra indsats, I er blevet kastet hovedkulds ud i for at kunne navigere efter nye restriktioner og regler.

Coronapandemien har udløst store opgaver med for eksempel at aflyse og tilpasse træning og arrangementer, med at informere trænere og medlemmer om ændringerne og med at indarbejde nye krav om, hvordan der må trænes i forhold til afstand, håndsprit og så videre.

Derudover har denne pandemi og restriktionerne givet os alle den udfordring, at medlemstallet – og dermed foreningernes økonomi – kan komme under pres. Især børn og unge kan let falde fra, når træning og sociale arrangementer må aflyses eller kun kan gennemføres under helt andre forhold end normalt.

Vi håber, at vi alle kan og vil hjælpe hinanden med at holde modet og engagementet oppe, for over hele landet er der brug for fodboldklubberne, hvor vi på tværs af alder samles om en af de største glæder der findes: fodbold og socialt samvær. Klubberne har mere end nogensinde før brug for jer, som er frivillige i klubberne, og som gør en kæmpe forskel for mange mennesker.

Vi ønsker på vegne af DGI Fodbold jer alle og jeres familier en glædelig jul og et godt nytår – trods de ændrede rammer også for højtiderne. Og vi håber, at vi alle snart kan vende tilbage til en normal hverdag med skoler fyldt med skolebørn, med arbejdspladser fyldt med voksne, og med fodboldklubber fyldt med både børn og voksne.
Husk, at vores fodboldkonsulenter på vores landsdelskontorer altid er klar til at hjælpe jer med lige præcis det, I har brug for.

Tak for jeres imponerende indsats gennem en lang og svær tid.

DGI Fodbold

Lars Møller, formand - Tobias Oppermann - Thomas Østergaard