DGI Fodboldskoler får nyt, digitalt ben

Som en ny, digital udvidelse af de fysiske Fodboldskoler kan alle nu gratis deltage i DGI’s Fodboldskole-udfordringer i app'en Just Football.

Fodbolden flytter ind på mobilen - og ud igen - med samarbejdet mellem Just Football og DGI.

Det er højsæson for fodboldskoler og der bliver trænet tæmninger, vendinger og fællesskab for fulde gardiner på fodboldbaner landet over.

Men nu kan deltagerne på fodboldskolerne - og alle andre for den sags skyld - også træne de tekniske færdigheder og hæve blærerøvsbarometeret derhjemme. Alt der skal bruges er en bold og en mobiltelefon.

Gratis fodboldudfordringer

Fodboldappen Just Football har nemlig udviklet en speciel DGI Fodboldskole-sektion i sin app, og her vil brugere frem til slutningen af juli måned have mulighed for at prøve kræfter med ni helt nye udfordringer. Helt gratis.

Freestylere viser tricks

Til hver af de ni udfordringer er der en instruktionsvideo, hvor brugerne vil møde kendte internationale freestyle-fodboldspillere såsom James Rogers Oben, Abel Bazouz og Jordan Hanyecz. Ydermere findes der i alt seks udfordringer udført af danske Maymi og RharBONA.

Maymi viser blandt andet, hvordan man udfører tricks såsom McGeady, Rainbow Flick og Turn Flick Up Challenge.

YouTuber Ilyas Rharrhar Larsen, også kendt som RharBONA har verdensrekorden i at ramme overliggeren med et såkaldt air-Rabona fra 42 meters distance. Han viser blandt andet hvordan man udfører Inside Out Dribbling og hans velkendte Fake Rabona. Ydermere deler han sin viden og tricks til at udføre det perfekte Rabona-skud.

Brugere kan undervejs måle sine fremskridt via en verdensomspændende rangliste. 

"Samarbejdet med DGI er et enormt skridt til at få en masse danske børn og unge aktiveret ved hjælp af en kombination af gaming og fysisk sport,” siger administrerende direktør i Just Football, Kasper Ljungstrøm Skov.

Just Football var blandt vinderne i DGI's innovationskonkurrence DGI Impact tilbage i 2019.