"Efter 17 år er jeg igen foreningsaktiv. Og det er slet ikke min egen skyld"
Hvor længe kan man egentlig blive ved med at sige, at man bare holder pause fra sin idræt og nok skal komme i gang igen? For denne signatur varede pausen i 17 år – og det krævede et kærligt skub i den rigtige retning at komme i gang igen.
: Sven Karlsen (i lyseblå trøje) er bestyrelsesmedlem i KIF Old Boys, tovholder til fodbold og altid garant for en mere eller mindre flabet kommentar inde på banen. Foto: Palle Skov
”Det sikreste sted du kan stå, det er inde i målet. Det er der sgu ingen, der rammer alligevel.”
Det skorter ikke på mere eller mindre gode råd til DGI's udsendte fotograf, da han træder ind i hallen ved Kolding Stadion.
Denne søndag morgen er 12 mand mødt frem til en times indendørs fodbold. Ældste mand er 87 år gammel. Den yngste er 38. Nogle har spillet fodbold i mange år, andre har absolut ikke.
Men mens teknikken på banen til tider lader lidt tilbage at ønske, så svigter humøret og snakketøjet aldrig. Heller ikke, da en alt for lang bold hopper ud over banden allerede efter få minutter:
”Den havde jeg nået, da jeg var 80,” siger Arndt Neumärker med et skævt grin. Han er lige fyldt 81 og sparker to minutter senere bolden op i nettaget med en flot flugter. Han har som flere af de andre været med i en menneskealder.
Bare spørg efter Sven
Selv har jeg været med i et års tid.
Æren, for at jeg igen kan kalde mig idræts- og foreningsaktiv, tilfalder på ingen måder mig selv. Det krævede et kærligt skub.
”Du skal lige se det her fodboldhold, som jeg har fundet på nettet. Kunne det ikke være noget for dig?” spørger min søde kæreste en aften.
Hun forventer vist ikke rigtigt noget svar. I hvert fald fortsætter hun med det samme:
”Jeg har faktisk allerede ringet til dem. De spiller hver søndag. Vil du afsted nu på søndag? Du skal bare spørge efter Sven.”
Det har mine nye holdkammerater grinet meget af.
Selv ser jeg det som en stor kærlighedserklæring. At der er en, der vil passe på mig. Skubbe mig ud i det, som jeg godt ved er det gode valg, men aldrig selv får gjort noget ved.
Så efter 17 år – og lige så mange kilo ekstra på sidebenene – snørede jeg for et års tid siden igen fodboldstøvlerne med mine nye kammerater i KIF Old Boys.
Aldersspredning på 50 år
Foreningen tæller lidt over 70 mere eller mindre aktive medlemmer. Ældste mand fylder snart 90 – yngste er i slut 30’erne. Alle gør, hvad de kan.
Der bliver spillet fodbold hver eneste søndag formiddag året rundt. I sommerhalvåret bliver der også spillet fodbold to hverdage mens fodbolden på hverdagsaftenerne er byttet ud med gymnastik i vinterhalvåret.
”Tidligere var det lidt mere militaristisk, hvor vi startede med venstre fod, 1-2-3 og så videre. Nu er tilgangen lidt mere afslappet. For nogen er det jo en by i Rusland bare at gå i takt,” siger Ejner Hansen med et smil om gymnastikken.
Han har været kasserer i KIF Old Boys i 43 år, aktiv i foreningen siden 1964, og møder stadig troligt op til såvel fodbold som gymnastik.
”Vi er en samling af vidt forskellige mennesker med vidt forskellige hverv, der alle sammen gerne vil røre os. Vi har et fantastisk godt kammeratskab,” siger han – og tilføjer med endnu et af sine underfundige smil:
”Og når du har været afsted, så er du ikke så søvnig mens du sidder og ser fjernsyn som på en almindelig aften.”
Det sidste kan jeg sagtens genkende. Om end kroppen også værker en del.
Min start hos de gamle drenge i KIF Old Boys har lært mig to ting: Det er nøjagtigt lige så sjovt at spille fodbold som den gang for mange år siden. Men det er stadig de dårlige jokes, samværet og fællesskabet, som er det reelle trækplaster.
