Lektor: “De ender nærmest med at blive en familie omkring holdspillet”
Små turneringer med 3-mandshold, som dem idrætsforeningerne i Hovborg og Lindknud afholder for personer over 50 år, kan være et tilbud til dem, som ikke gider tage selv af sted i fitnesscentret. Det er især det sociale ved holdspillet, der kan trække nye til, lyder det fra lektor.
Når voksne og seniorer mødes ved hallerne i Hovborg og Lindknud for at spille fodbold, er det en gruppe engagerede og trofaste spillere, der løber på banen. De fleste af deltagerne har kendt hinanden i årevis, og formatet med turneringerne og små 3-mandshold sørger for, at der sjældent er nogen, der melder afbud. Det giver de deltagende en vis sikkerhed i, at alle dukker op.
Forhold, som lektor fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, Mogens Theisen Pedersen, kan nikke genkendende til.
“Den erfaring, vi har med holdspil, er, at det i høj grad er det sociale, som kommer til at binde det sammen. De deltagende ender nærmest med at blive en familie omkring holdspillet,” siger Mogens Theisen Pedersen.
Der er en forpligtigelse spillerne imellem. Det kan være med til, at man kan nå ud til de personer, der måske ikke har motivationen til selv at gå ned i fitnesscenteret, vurderer Mogens Theisen Pedersen. Holdspil som fodbold kan være med til at give den enkelte deltager nogle positive oplevelser, der gør, at vedkommende bliver ved med at komme igen – hvilket ofte er den største udfordring.
Derudover pointerer Mogens Theisen Pedersen, at holdspillet i eksempelvis fodbold kan være med til, at deltagerne holder sig i gang, uden at de måske tænker på, hvor hårdt det i virkeligheden er. Simpelthen fordi deltagerne fokuserer på selve kampen og de andre medspillere.
“Hvis man måler på, hvor høj pulsen rent faktisk er, og så sammenligner det med, hvordan deltagerne føler det, så føler de det typisk ikke så hårdt, som det, de reelt måler - havde de for eksempel løbet en tur i stedet for,” lyder det fra lektoren fra Københavns Universitet.
Erfaringerne kan bruges andre steder
En af forklaringerne på succesen med fodbold til personer over 50 år i Hovborg er blandt andet, at man ikke spiller med så store hold. Det gør, at det er forholdsvist nemt at finde spillere nok. Det mener Jesper Møller, der er idrætskonsulent hos DGI's Fodbold i Sønderjylland og Sydvest-afdeling. Han påpeger desuden at banestørrelsen er en vigtig faktor, da det passer til spillernes kondition. Og endeligt er der selve turneringsformen, som gør, at spillerne har en fast aftale om, hvornår de skal spille og have holdet parat.
Erfaringerne fra Hovborg og Lindknud viser, at man med de rigtige rammer også kan spille seriøs fodbold, selvom man er fyldt 50 år. De erfaringer håber Jesper Møller at kunne bruge fremover:
“Jeg er sikker på, at det er et lille koncept, de kører her, som man kan benytte sig af andre steder.”
Til foråret vil Jesper Møller blandt andet forsøge at brede idéen ud til andre idrætsforeninger. Han har allerede inviteret fire klubber fra et andet område til at komme og høre, om de ikke har lyst til mødes bare en enkelt gang og for at fortælle dem historien fra idrætsforeningerne i Hovborg og Lindknud. Målet er at få dem, der stadigvæk har lyst, i gang med at spille fodbold. Tricket bliver at finde de ”høvdinge”, der ved, hvor de engagerede spillere gemmer sig.
Jeg er sikker på, at det er et lille koncept, de kører her, som man kan benytte sig af andre steder
Jesper Møller, fodboldkonsulent i DGI Sønderjylland og Sydvest.
”Der er heldigvis altid nogle garvede folk i fodboldklubben, som har været med i en del år – også i 50-års alderen. Dem kan man spørge, og de har som regel et rimeligt godt netværk i den alder. Og når man så kun skal samle fire-fem personer, så er det måske ikke så vanskeligt alligevel,” lyder det fra Jesper Møller.