Endelig en fodboldskole for Micklas

Børn med særlige behov drømmer også om at komme på fodboldskole. I år fik ni sjællandske børn det ønske opfyldt: på en helt almindelig fodboldskole, men med særlige tilpasninger.

Idræt er identitetsskabende og fodboldskolen er et lille bidrag til en normalisering, mener arrangør og politiker Vibeke Lund (arkivfoto) Foto: Camilla Anja Hansen

Micklas er 12 år og har aldrig været på fodboldskole.

Ikke fordi lysten har manglet – tværtimod har han længe ønsket sig at gå til fodbold. Men på grund af indlæringsvanskeligheder i forbindelse med en fødselsskade kan han ikke deltage på foreningernes eksisterende idrætstilbud.

Hvor og hvordan?

Fodboldskolen er arrangeret af Lynge-Broby Idrætsforening og DGI for mobile børn i alderen 8-12 år, der har særlige behov og/eller diagnoser.

Fodboldskolen ligger sammen med den store fodboldskole, der afvikles i samme periode.

Børnene er derfor en del af det store fællesskab, men kan samtidig spille fodbold i trygge og overskuelige rammer.

I år gik hans ønske i opfyldelse! 

”Han var så glad og da vi ankom om morgenen sagde han bare: Kør! Han havde slet ikke brug for os, for han følte sig tryg og havde bare glædet sig til at skulle på fodboldskole så længe,” siger Louise Jappe, som er bonusmor til Micklas.

Fodboldskolen for børn med særlige behov og/eller diagnoser er arrangeret af Lynge-Broby Idrætsforening og DGI.

En plads i fællesskabet

Micklas og de otte andre deltagere med særlige behov havde tre trænere tilknyttet, som alle var uddannet til opgaven. De sørgede for ro, god modtagelse hver morgen, et nøje tilrettelagt program – og tilpas mange pauser, hvor der var plads til at fordøje oplevelserne.

Det kan nemlig være en stor mundfuld for børn med særlige behov at indgå i et større fællesskab.

”Micklas ville drukne på et almindeligt fodboldhold. Fysisk kan han sagtens følge med, men socialt ville han have det vanskeligt. Og så kan det godt være svært for ham at forstå beskeder,” forklarer Louise Jappe.

Det er vigtigt for Micklas at føle, at han er en del af noget – et fællesskab og en oplevelse

Louise Jappe, bonusmor til 12-årige Micklas

Ud over den åbenlyse glæde ved fodboldspillet, så giver en tur på fodboldskole også noget andet og mindst lige så vigtigt til en 12-årig dreng:

”Det er vigtigt for Micklas at føle, at han er en del af noget – et fællesskab og en oplevelse – sammen med nogen, som også synes det kan være lidt svært at lære og at være med i den slags arrangementer,” siger Louise Jappe og uddyber:

”Han fortalte, at han sagtens kunne være med og hvis han eller en af de andre havde behov for en pause, så var der forståelse for det.”

Jeg er slet ikke så anderledes …

En af hovedarrangørerne er Vibeke Lund, som sidder i bestyrelsen for DGI Midt- og Vestsjælland med ansvar for blandt andet Inklusion og Skoler & Institutioner. Gennem sine mange års arbejde med børn med særlige behov og handikaps har hun erfaret, at netop holdspil er svært for den målgruppe.

”Individuelle idrætter er nemmere at tilpasse til det enkelte barn. Det kan være svært med holdspil – derfor er der behov for, at vi laver et tilpasset holdtilbud. Og netop fordi fodbold er så alment, så er det oplagt at sørge for, at de børn selvfølgelig også skal kunne sige, at de har været på fodboldskole, når de møder vennerne efter sommerferien,” forklarer hun.

Børnene skal gerne gå herfra og tænke ’okay, jeg er ikke så anderledes'

Vibeke Lund, bestyrelsesmedlem i DGI Midt- og Vestsjælland

Ved at lave nogle strukturelle ændringer, som tilgodeser nogle af de udfordringer, som børn med særlige behov og diagnoser ofte oplever, kunne børn med autisme, ADHD, spasticitet og indlæringsvanskeligheder komme på fodboldskole.

”Idræt er identitetsskabende og fodboldskolen er et lille bidrag til en normalisering. Børnene skal gerne gå herfra og tænke ’okay, jeg er ikke så anderledes, for jeg kan det samme',” siger Vibeke Lund.

Klar på en gentagelse

”Forældrene var så glade, fordi de fik glade børn med hjem, og flere sagde, at børnene glade var gået i seng og faktisk også havde været nemme at få op om morgenen. Det er et godt tegn,” siger Vibeke Lund.

Derfor har hun også lovet både børn og forældre, at der selvfølgelig bliver en fodboldskole igen. Næste år håber de på 12 deltagere.