Fang børnehavebørnene med lege og forældre

Husker du legen, når du laver idræt til børn? På det nye fodboldtilbud Sjov med bold er træningen på børnenes præmisser, og det involverer leg og aktive forældre.

Et tilbud som Sjov med bold styrker både koncentration og motorik. Og så er det vigtigt, at børnene oplever 'at gå til noget'. Foto: Michael Bo Rasmussen

”Hvis det ikke var, fordi der er et fodboldanlæg her, ville man ikke tro, at det har noget med fodbold at gøre.”

Sådan siger træneren Mette Werner Nielsen om sit hold, Sjov med bold. Det kan være svært at få øje på, men Noah, Lucas og de 30 andre børn, der spæner rundt på græsplænen bagved Klaruphallen og leger fangeleg med deres forældre, går faktisk til fodbold.

Men i stedet for at have de neongule og orange overtrækstrøjer på, er halvdelen stoppet ned i bukserne, så resten stikker ud som en hale. Der er heller ingen træner, som står og dirigerer på sidelinjen, men en soundboks, som spiller Onkel Reje. Så er det op til forældrene at fange deres børn.

Sjov med bold er et nyt tilbud i RKG Fodbold for de børn, der elsker at brænde noget krudt af, men som måske ikke helt er klar til at gå til en idræt endnu.

”Det er for alle dem, der stadig skal have mor eller far med, og som har behov for rigtig meget leg, for at de kan koncentrere sig. Det er ikke for at spille fodbold. Det er for at komme til fodbold og have det sjovt samtidigt. Jeg tror, mange forældre mangler noget til børnene i den alder,” forklarer Mette Werner Nielsen.

Læs, hvorfor leg og aktivering af forældre fastholder børnene herunder ⬇️⬇️