Fodbold for motionens skyld skal udbredes endnu mere

I næste uge håber vi, at rigtig mange danskere vil prøve Fodbold Fitness og motionsfodbold af som en potentiel ny motionsform. Undersøgelser viser nemlig, at der er store chancer for at holde fast i de gode motionsvaner, når man bliver en del af et hold.

Der er masser af forskning, der viser, at fodbold er en af verdens sundeste aktiviteter, og glædeligvis har mange fodboldklubber åbnet deres døre for motionister de seneste år. Det er selvfølgelig positivt, men vi skal have endnu flere både foreninger og motionister med. Fodbold er nemlig for alle!

Læs også: Motionsfodbold gør mænd sundere

I Fodbold Fitness og motionsfodbold er der fokus på at finde glæden ved fysisk aktivitet frem. Det er bevægelse, der er i centrum sammen med hyggen. Det er træning med højt humør og sjove øvelser, som både er taget fra fodbold- og fitnessverdenen. Det gode er tilpasset sådan at alle kan være med, og at ens fodboldmæssige niveau ikke spiller nogen rolle for den gode motion, man får.

En særlig anledning for både foreninger og nye udøvere

Som forening kan det nogle gange være vanskeligt at give et nyt tilbud rigtig luft under vingerne. Ofte skal der nemlig en vedholdende indsats til for at fortsætte med at trække nye udøvere til. Vores erfaring er, at særlige arrangementer, hvor nye kan komme og prøve en aktivitet, kan være med til at skaffe nye medlemmer.

Som motionist kan det være svært at starte til noget nyt og komme ind på et hold. Det kræver ofte, at man kender en på holdet i forvejen, eller en særlig anledning hvor man som ny føler sig budt ekstra godt indenfor, og hvor der måske også er andre, som er nye.

Læs også: Fodbold Fitness-hold har plads til alle aldre

I den kommende uge forsøger vi i Bevæg dig for livet – Fodbold at skabe netop denne anledning for både foreninger og nye fodboldmotionister. Uge 36 er nemlig national Fodbold Fitness-uge, hvor motionsfodbolden skal have et ekstra skud over hele landet.

Klubber over hele landet har meldt sig til og vil altså gerne gøre noget aktivt for at få flere med på deres motionsfodbold- og Fodbold Fitness-hold. Der er både lavet lokal og national markedsføring, og nu håber vi så, at rigtig mange nye har lyst til at prøve at spille fodbold for sjov og for motionens skyld i næste uge. Foreningerne derude står i hvert fald klar til at tage godt imod.