Fodbold og vittigheder løfter sundhedsniveauet hos granvoksne mænd

Tretten gæve mænd løber hver tirsdag rundt til Fodbold, Fællesskab og Sundhed. Med jokes og fodboldøvelser har de fundet et varigt træningsfællesskab.

Fodbold, Fællesskab og Sundhed har god tid til øvelser i par og decideret fodbold. Til sidst strækker de ud. Foto: Bo Nymann

De slynger om sig med vittigheder, de to håndfulde voksne mænd, der spiller bolde frem og tilbage til hinanden. Her på Lynge-Broby IF’s baner spiller 13 mænd sammen under navnet ”Fodbold, Fællesskab og Sundhed”.

Læs også: Fodbold-fitness giver klubben en bred appel

"Jeg har prøvet med kostomlægning. Bøffen har ligget både i højre og venstre side af tallerkenen, men det nytter ikke."

Det er PL, en af spillerne, der joker. Han er blevet bedt om at hæve niveauet af vittigheder. Netop vittighederne fremhæves, når spillerne taler om holdet. Det er også det, der træder mest frem i den rapport, holdets to trænere, ægteparret Vibeke Lund og Poul Hangler, har skrevet efter de første ti uger.

"De er ret gode til at snakke. Så nogle gange skal du være lidt fast," siger Vibeke Lund.

Foreningen er central

Formålet med holdet er, at voksne mænd skal blive sundere samtidig med, at de har det sjovt. Det skrev Vibeke Lund og Poul Hangler på indbydelserne, der blev delt ud gennem Sorø Sundhedscenter, DGI og praktiserende læger i Sorø Kommune.

"Men vi har stor vægt på, at det skal være foreningsbaseret," siger Poul Hangler.

Vores hold tager ikke udgangspunkt i en diagnose, men i et spil. Mændene skal kunne præsentere sig som spillere

Vibeke Lund, træner på Fodbold, Fællesskab og Sundhed

5 gode råd, hvis du vil starte dit eget hold

  1. Find trænere, der har interesse i projektet, og som vil investere tiden. Samarbejd med praktiserende læger eller sundhedscentre i kommunen, der kender målgruppen

  2. Træneren skal have kendskab til målgruppen, så han/hun kan matche aktiviteterne til niveauet og typen af træning. Ikke alle behøver have kendskab til fodbold

  3. Sørg for at have et sted til tredje halvleg. Det sociale er en vigtig del, og det er det, der fastholder spillerne i sidste ende

  4. Få spillerne selv til at rekruttere flere spillere. De kender måske bedst dem, der også kunne tænke sig at være med

  5. Det er svært at forestille sig en idræt, hvor du ikke kan lave et lignende projekt. Badminton, bordtennis eller håndbold er også mulige idrætter

Det er af flere grunde vigtigt for de to trænere at tage afsæt i foreningen.

"Dels kan vi bruge foreningens rekvisitter og faciliteter. Men vi vil gerne tilbyde det miljø foreningen giver. At spillerne kan komme af sig selv og ikke skal visiteres til det," siger trænerne.

De to trænere er tidligere blevet tilbudt trøjer til holdet fra en organisation, men de sagde nej tak, da organisationens logo var på trøjerne.

"Vores hold tager ikke udgangspunkt i en diagnose, men i et spil. Mændene skal kunne præsentere sig som spillere. På den måde kan idræt være meget identitetsskabende," siger Vibeke Lund.

Bjørn spiller for første gang

Mændene på Fodbold, Fællesskab og Sundhed har allerede efter de første 10 uger fået et stort udbytte af træningen. Bjørn Schultz på 70 år blev anbefalet holdet af sin diætist, der mente, at han kunne trænge til at få pulsen op et par gange om ugen.

"Jeg er aktiv i marinehjemmeværnet, og når jeg er ude med dem, så får vi altså god mad," griner Bjørn Schultz.

"Jeg kan godt tage to kilo på over sådan en weekend."

Læs også: Minimagi leger fodbolden ind

Men med træningen i Lynge-Broby IF har han allerede forbedret sig væsentligt. På de syv første uger i foråret tabte han to kilo fedt og tog i stedet to kilo muskler på.

Vi kan godt lide at sætte hjernen på arbejde samtidig med bevægelse

Vibeke Lund, træner på Fodbold, Fællesskab og Sundhed

Det er ikke bare kroppen, der er anderledes. Det er også Bjørn Schultzs opfattelse af fodbold.

"Jeg har ikke haft nogen erfaring med fodbold, ikke engang som barn. Min lærer ville ikke lade mig spille, så i 55 år har jeg ikke brudt mig om fodbold. Det har ændret sig nu," siger han.

Hjernen skal også trænes

Kroppen er i fokus, når Fodbold, Fællesskab og Sundhed træner. Men kroppen er ikke det eneste, der skal på banen i Sorø.

"Vi prøver at udfordre hukommelsen og bringe det kognitive ind i træningen," siger Poul Hangler.

Det vigtigste for mig, er at der er andre, for så ved jeg, at jeg får rørt mig

Morten Schmidt Pedersen, spiller på Fodbold, Fællesskab og Sundhed

Trænerne laver blandt andet en øvelse med spillerne, hvor de står i en cirkel. En spiller starter med at sparke bolden til en anden spiller. Når alle har haft bolden en enkelt gang, skal spillerne huske rækkefølgen. Når de afleverer bolden skal de tage pladsen fra den, de afleverer til. Men det kan være svært at huske det hele.

"Vi kan godt lide at sætte hjernen på arbejde samtidig med bevægelse," siger Vibeke Lund.

Spillerne udfordres i øvelsen både på hukommelsen, fordi de skal huske rækkefølgen. Men de skal også bevæge sig samtidig, og nogle af spillerne glemmer undervejs. Forvirringen bliver total, da Poul Hangler spiller en bold mere ind i cirklen, og spillerne råber ”Ole!” hele cirklen rundt.

"Vi er nok det eneste hold i Danmark med fire Ole’r på," kommenterer en spiller.

Både motion og socialt liv er vigtigt

Den yngste spiller på holdet, 61-årige Morten Schmidt Pedersen har gået på holdet, siden det startede. Han har ikke misset en eneste træning. Det er til trods for et drillende knæ.

"Vi har en aftale om, at vi ikke tackler hinanden," siger han med et smil.

Han gik på pension sidste år og manglede noget at gå til.

Læs også: Skab en ny klubkultur, når I danner en ny klub

"Jeg tænkte, at det skulle være for motionens skyld. Men det er også for det sociale," siger Morten Schmidt Pedersen.

Det vigtigste udbytte er, at spillerne oplever et godt samvær med andre, og at de har lyst til at komme hver gang

Poul Hangler, træner på Fodbold, Fællesskab og Sundhed

Han er godt tilfreds med holdet og vittighedsniveauet.

"Det har været rigtig sjovt. Der er en god tone, og vi fortæller mange vittigheder. Men vi får også rørt os, og vi kommer til at svede," siger han.

"Det vigtigste for mig, er at der er andre, for så ved jeg, at jeg får rørt mig."

De skal have lyst til at komme igen

Selvom fodbolden er i centrum på holdet, så er trænerne ikke i tvivl om, at det kunne lykkes med en anden idræt.

"Så længe du kan lave retningsskifte og ændre tempo, så kan du få noget lignende til at fungere for eksempel i håndbold eller svømning," siger Vibeke Lund.

Poul Hangler er enig.

"Det handler om rekvisitten. For mig er bolden det sjove, så den får mig i gang," siger han.

Træningen er bygget op sådan, at der laves øvelser med bold enkeltvis og i par den første halvdel af tiden. Den sidste halvdel bruges på det færdige spil. Men det centrale hos Fodbold, Fællesskab og Sundhed er ikke, hvor mange mål hver enkelt spiller når at score i løbet af en træning.

"Det vigtigste udbytte er, at spillerne oplever et godt samvær med andre, og at de har lyst til at komme hver gang," siger Poul Hangler.

Om Fodbold, Fællesskab og Sundhed

  • Holdet er lavet i samarbejde med fagfolk som praktiserende læger og sundhedscenteret i kommunen, men alle kan melde sig til holdet

  • Første forløb varede 10 uger, men det er nu blevet et varigt tilbud
  • Målgruppen er inaktive mænd, og det er en anden målgruppe, end der normalt er i foreningerne. Derfor rekrutteres spillerne blandt andet gennem anbefalinger fra praktiserende læger

  • Det er ikke en forudsætning, at du kender til fodbold, når du starter på Fodbold, Fællesskab og Sundhed. Alle kan være med, og derfor er mange af øvelserne helt basale boldøvelser

  • Trænerne forsøger at udfordre spillerne på forskellige niveauer, så de både får det fysisk hårdt, nemt og lige tilpas i løbet af en træning

  • Holdet har blandt andet hjulpet en spiller til at tabe to kilo fedt og tage to kilo muskler på bare i løbet af første forløb