Fodboldskolen Hjertebold er hendes hjertebarn

Sara Juhl står bag “Hjertebold”, en fodboldskole for børn med hjertefejl. Den tidligere elitespiller har selv en medfødt hjertefejl, men vil vise børnene, at det ikke skal holde dem tilbage.

30 glade børn tonser rundt på banerne ved FC Københavns træningsanlæg. De spiller fodbold, laver high-fives og stærke jubelscener. Børnenes smil breder sig til de voksne på sidelinjen, hvor stolte forældre kigger på. Et af de største smil sidder dog på Sara Juhl.

Læs også: Video: Hjertebørn fik fed fodboldoplevelse

Det er lidt over et år siden, hun for alvor gik i gang med at gøre idéen om en fodboldskole for hjertebørn til virkelighed. Den seneste tid har budt på utallige timers planlægning og samtaler for at få de sidste, mange detaljer på plads.

“Jeg kan godt mærke, at jeg er lidt træt. Jeg tror, jeg har sovet maks fire timer hver nat den seneste uge,” smiler hun og siger, at hun plejer at være endnu mere energisk.

Det er nu svært at forestille sig, for der mangler bestemt ingen energi, når hun taler med børnene, roser et skudforsøg eller sætter kampe i gang. Tværtimod.

Den 30-årige skolelærer, Bayern München-fan og tidligere elitespiller i SønderjyskE måtte selv stoppe sin lovende karriere som 19-årig. Ikke på grund af sin hjertefejl, en såkaldt bicuspid aortaklap, der betyder hun er født med to hjerteklapper i stedet for tre. Årsagen var i stedet drilske ankelskader.

Hjertebold

Hjertebold er et samarbejde mellem Hjerteforeningen, DGI, Rigshospitalet og FC København.

Hjertebold havde i alt 30 hjertebørn som deltagere.

Få hjertebørn på fodboldbanerne

Kærligheden til fodbold er dog ikke blevet mindre. Derfor spiller hun også stadig fodbold på hyggeplan, og så er hun fodboldtræner - både til hverdag og i de seneste 10 år på diverse fodboldskoler. Her har hun ikke mødt nogen hjertebørn, og det satte tankerne om “Hjertebold” i gang.

I en snak med en hjertelæge på Rigshospitalet talte Sara Juhl og lægen om de mange fordele, hjertepatienter kan have af at dyrke motion. Derfor fik hun bekræftet, at idéen om en fodboldskole var ganske god.

“Jeg tænkte på alt det, som fodbold har givet mig. Fællesskab, venner for livet og ufatteligt mange sjove stunder. Fodbold er fantastisk. Det kunne jeg godt tænke mig, at hjertebørn også oplevede,” siger hun.

Læs også: “Fodboldskole for hjertebørn er et fantastisk initiativ”

Hun mødte opbakning fra lægerne på Rigshospitalet, der gerne ville hjælpe med at fortælle både børn med hjertefejl og forældre om fordelene ved fodbold og anden fysisk aktivitet.

“Jeg har altid mærket, at det var godt for mig, og jeg synes, at det er vigtigt at vise, at selvom en hjertefejl kan give nogle fysiske begrænsninger, så skal det ikke hæmme dig,” siger hun.

“Jeg har jo selv spillet fodbold, siden jeg var fem år gammel og endte med at spille på højt niveau. Så jeg vil gerne inspirere dem og vise, at selvom du måske har brug for en ekstra pause og bliver lidt mere forpustet, så skal det ikke holde dig fra at dyrke idræt.”

Leg blandt ligesindede

Passionen for fodbold og erfaringerne med hendes egen hjertefejl betyder, at hun nu står på græsset med 30 hjertebørn fra 6-13 år. Kun fem af dem spiller fodbold i en forening til hverdag. Det betyder, at afleveringerne ind imellem er lidt skæve, men smilene sidder lige i skabet.

“Jeg håber, at legen med bolden blandt ligesindede giver dem glæde og nogle af dem mod på, at prøve fodbold i en forening,” siger hun.

Man skal virkelig ikke underkende hvilke bånd og relationer, fodbold kan give. Forhåbentlig kan de bakke hinanden op i, at så fed og sjov en oplevelse vil de gerne have lidt oftere.

Sara Juhl

“Man skal virkelig ikke underkende hvilke bånd og relationer, fodbold kan give. Forhåbentlig kan de bakke hinanden op i, at så fed og sjov en oplevelse vil de gerne have lidt oftere,” siger Sara Juhl, der håber, at “Hjertebold” vender tilbage igen næste år.