Gør du det, du siger?

Træner: Du ved det godt: Leg og ros motiverer! Men husker du at lade den gode oplevelse fylde fremfor at øve teknik? Få 4 råd til, hvordan du sætter rammen for sjov træning.

Få ekspertens 4 råd nederst i artiklen til, hvordan du skaber rammerne for sjov træning, som får børnene til at komme igen Foto: Jens Hasse

Drømmer du om at være den instruktør eller træner, der tænder børns lyst til idræt? Så skal du turde kigge indad. For DU sætter rammerne for træningen!

"Jeg møder tit trænere og instruktører, som siger, at på deres hold skal man bare have det sjovt – og alligevel går det meste af timen med at stå i kø og øve teknikken til den perfekte vejrmølle. Det er super ærgerligt, for hvis vi allerede fra de er små har fokus på præstation frem for bevægelsesglæde, så dræber vi den lyst, de selv har med fra start," siger Charlotte Egede Frost.

Vi skal som trænere være mere bevidste om vores afgørende rolle for, at de får lyst til at komme igen

Charlotte Egede Frost, børne- og ungekonsulent ved DGI Vestjylland

Som børne- og ungekonsulent ved DGI Vestjylland vejleder hun trænere i at sætte rammen for et træningsmiljø, der tænder legelyst og bevægelsesiver hos børn.

"Der er jo ikke noget nyt i, at vi har fokus på glæden – men det er nyt, at der er SÅ meget fokus på dét og selve trænerrollen. Og det er fordi, der er en stærk forbindelse mellem din måde at være træner på og børnenes glæde ved at dyrke den idræt, du underviser i," siger Charlotte Egede Frost.

Derfor er det vigtigt, at du som instruktør og træner er bevidst om, hvad det er for et miljø, du gerne vil skabe. Er det glæden, legen og fællesskabet, der er centrum for din træning? Så byg din træning op omkring de elementer. Og i stedet for at fokusere på, om barnet mestrer teknikken, så fokuser på, at barnet bevarer smilet, mens han prøver.

"Ros ham for at gøre sig umage og giv ham en anden øvelse, som er lidt lettere eller anderledes. Han skal ikke tænke øv, når han går hjem, men YES, jeg gør mit bedste!" siger Charlotte Egede Frost.

En glad bagstopper

I løbet af en træning kan I på et trænerteam have forskellige roller. Er du den, der står forrest, på sidelinjen eller bagerst? Den forreste viser måske øvelsen, ham på sidelinjen tager imod og hjælper til, mens den bagerste er såkaldt ’bagstopper’ for dem, der falder fra.

"Som bagerste mand kan dit fokus let blive fejlfinding. Men hvis holdets primære fokus er, at børnene skal synes, det er sjovt, så skulle du snarere få legen på banen og booste barnets selvværd ved at rose ham for at prøve," siger Charlotte Egede Frost.

Hun er selv træner på et gymnastikhold og falder også i fælden med at have fokus på de færdigheder, vi vil give børnene fremfor måden, vi gør det på. Men det er tid til at tænke anderledes. For børnene falder fra i mange idrætter.

"Hvorfor? Fordi noget har slået glæden ved idræt i stykker. Det er nu vi skal sikre os, at de bliver ved, så dem der ikke står forrest til opvisning og dem, der ikke scorer mål stadig vil gå til idræt, når de bliver ældre," siger Charlotte Egede Frost.