Målrigt opgør kickstarter optakt til Europeada

Optimismen hersker efter Det Sydslesvigske Landshold mødte DBU Lolland-Falster Allstars i den første forberedende kamp inden Europeada 2020. Og det på trods af et nederlag.

Det startede ellers så godt: Vejret, tilskuerne og ikke mindst spillerne viste sig fra deres bedste side.

Europeada 2020

Europeada er et EM for autoktone, nationale mindretal i Europa. Det udvalgte hold fra det danske mindretal i Tyskland har deltaget i de tre første mesterskaber.

Ved premieren i 2008 blev det til en 4. plads i stævnet, der har deltagelse af mere end 20 mindretal.

Eropeada 2020 afholdes hos kärntner-slovenerne i det sydlige Østrig.

Alligevel endte måltavlen med at afsløre et landshold, som trods gode takter, skal træne omstillingsspil og måleksekvering frem mod slutrunden i 2020.

”Det var en absolut seværdig kamp og på trods af resultatet, har jeg en oplevelse af, at holdet præsterede rigtig godt,” siger Kaj Andersen.

Som teammanager på Det Sydslesvigske Landshold ser han kampen som et vigtigt startskud på de forberedelser, holdet står overfor, inden Europeada i 2020: En turnering for nationale mindretal i Europa.

Et målrigt match

Spillerne var ikke de eneste, som trippede utålmodigt ved kampstart. Også holdets fans klappede forventningsfulde, da dommeren fløjtede i gang. Til deres skuffelse fik DBU Lolland-Falster Allstars det første mål foræret på grund af en fejl i sydslesvigernes omstillingsspil efter gode 35 minutters spil.

Efter halvleg udnyttede de sydfynske øboere et hul i sydslesvigernes forsvar – først én gang, så to gange.

Det er da noget særligt at spille for vores helt eget landshold - der er en stolthed forbundet med at repræsentere vores mindretal

Leve Thomsen, spiller på Det Sydslesvigske Landshold

”Vi misser desværre 2-3 oplagte målchancer plus et straffe, som vi selvfølgelig burde have scoret på. Det er ærgerligt, for vores spil var gennemgående godt og gejsten fejlede i hvert fald ikke noget,” siger den sydslesvigske forsvarsspiller, Leve Thomsen.

Først da måltavlen afslørede en føring på 3-0 til modstanderne, fik hjemmebaneholdet reduceret til 3-1. Det var dog desværre ikke nok og kampen endte 4-1 til DBU Lolland-Falster Allstars.

Landsholds-jubilar

Sveden kom helt af sig selv denne første julidag på banen i Slesvig. Delvist fremprovokeret af den bagende sol, delvist på grund af forventningens adrenalinrus.

”Holdets defensiv stod stærkt fra start – derimod manglede vi lidt skarphed i vores angreb,” siger Kaj Andersen.

Kampen beviste ifølge ham, at det danske mindretalslandshold har fået en håndfuld nye, lovende talenter med i truppen. De skal nu finde fælles fodslag med de mere erfarne spillere på holdet.

Én af dem, er Leve Thomsen, som spillede sin 25. kamp for sin hjemstavn.

”Det er da noget særligt at spille for vores helt eget landshold. Der er en stolthed forbundet med at repræsentere vores mindretal – og så er det sjovt at spille sammen med både tidligere klassekammerater og mange af dem, som jeg ellers møder som modstandere i turneringer,” siger jubilaren.

Han blev sædvanen tro fejret ved søndagens kamp.