Motionsfodbold gør mænd sundere

Fodbold er en effektiv og nem træningsform. Og når mænd kan spille fodbold under fleksible rammer og uden en turneringsplan, gør det underværker for sundheden.

De mange skift i fodbold gør spillet til effektiv og sund træning. Foto: Bo Nymann

Pulsen er høj, kalorier forbrændes og muskler opbygges. Det er sundt at spille fodbold. Og helt uden at lægge mærke til det, kan du forebygge livsstilssygdomme ved at spille motionsfodbold blot et par timer om ugen.

Der er mange kortvarige, hurtige løb, vendinger, hop, accelerationer, tacklinger, driblinger og skud i fodbold, og kombinationen giver en rigtig sund motionsform. Ved motionsfodbold træner du hjertet og de muskler, som er så vigtige for vores sundhed.

Fodbold er den bedste kombinationstræning

Mange mænd elsker at spille fodbold, men er stoppet af hensyn til karriere og familie, eller på grund af en skade. Og for dem er motionsfodbold en oplagt mulighed. Holdene er nemlig fleksible, og spillerne er ikke bundet af ugentlige turneringskampe. Derimod er glæden ved fodbold, samværet og sundheden i fokus.

Fodboldtræning er en intens og bredspektret træningsform, der effektivt forbedrer den fysiske form

Peter Krustrup, professer ved SDU

Siden 2003 har 200 forskere fra 20 forskellige lande under ledelse af Professor Peter Krustrup fra Syddansk Universitet undersøgt, hvilken effekt fodbold har på fysisk form og sundhed. Peter Krustrup har samlet udgivet 125 videnskabelige artikler om fodbold og sundhed, og resultaterne er ikke til at tage fejl af. Fodbold er den bedste kombinationstræning og er meget effektiv til forebyggelse og behandling af livsstilssygdomme.

"Vores forskning har vist, at fodboldtræning er en intens og bredspektret træningsform, der effektivt forbedrer den fysiske form og sundhedstilstand hos deltagere i alle aldre. Derfor er det også opløftende at se, at flere og flere klubber tilbyder motionsfodbold og alternative sundhedsforløb, så vi herigennem får flere mænd til at blive aktive og gøre noget godt for deres sundhed og sociale trivsel," fortæller professor Peter Krustrup.

Motionsfodboldhold kan antage mange forskellige former

På Rudersdal Stadion mødes et hold af kronisk syge mænd hver tirsdag aften til motionsfodboldtræning. Mændene lider af alt fra KOL og kræft til hjerteproblemer og livsstilssygdomme, og fodboldtræningen har gjort underværker for mændene:

"De her mænd kræver en anden form for træning. De har ikke mulighed for at være en del af et almindeligt fodboldhold, men på det her hold har jeg mulighed for at skabe nogle rammer, som de kan spille fodbold under," fortæller holdets træner, Maria Santana.

Siden vi startede for to år siden, er der sket utroligt meget for mændene, og jeg synes, at det er virkelig imponerende

Maria Santana, fodboldtræner

"Siden vi startede for to år siden, er der sket utroligt meget for mændene, og jeg synes, at det er virkelig imponerende. De møder troligt op hver eneste uge, og jeg kan se en kæmpe forbedring i deres fysik. Da vi startede kunne mange af dem ikke løbe, men nu er det noget helt andet," lyder det fra den begejstrede træner.

I St. Lyngby IF er man gået til kamp mod sofaen og tilbyder lokale mænd et motionstilbud, som kombinerer fysiske tests med motionsfodboldtræning. Her får helt almindelige mænd mulighed for at teste deres fysik før og efter et forløb med motionsfodbold, så de selv kan se, hvor meget træningen gavner deres sundhed.

"Det har gennem årene vist sig, at en del mænd gerne vil træne men ikke ønsker at binde sig til at spille kampe. Vores fodboldafdeling har en målsætning om at tilbyde fodboldrelateret træning for flest mulige grupper, og her er motionsfodboldholdet en rigtig god løsning for mange," fortæller Ole Meldgaard Jensen fra St. Lyngby IF.

Også på Fanø har de succes med et motionsfodboldhold for helt almindelige, ældre mænd, som bare gerne vil røre sig, gøre noget godt for deres sundhed og nyde godt af fodboldens sociale fordele. Holdet træner hver tirsdag og torsdag formiddag, og en gang om måneden spiser de frokost sammen og dyrker holdånden og fællesskabet, som også er en vigtig del af motionsfodbolden.