Pigerne vil have deres egne fodboldstævner

Konceptet "Kun for piger" har suget pigehold til indendørs fodboldstævner i Vestjylland.

Fodboldpigerne i Vestjylland er vilde med deres egne stævner. DGI Vestjylland har haft omkring 300 holdtilmeldinger med til deres stævner i denne sæson. Foto: Jørn Deleuran

2019/2020 sæsonen i indendørs fodbold lakker mod enden. I DGI Vestjylland kan man se tilbage på en periode, hvor især pigerne har vrimlet af sted mod hallerne for at spille fodbold – med en tydelig årsag bag: Stævner kun for piger!

Læs også: Fodboldskolen Hjertebold er hendes hjertebarn

Man begyndte med konceptet i 2018/2019, men i denne sæson har der været 10 stævner med dette koncept, og det har resulteret i 300 tilmeldinger.

”Vi havde fået det indtryk, at pigerne gerne ville ud og spille deres egne stævner. Uden at der også var drengehold, der stod og kiggede på. Det kan godt opleves lidt intimiderende,” forklarer Jacob Olesen, der er fodboldkonsulent i DGI Vestjylland.

Klubberne ville gerne

Fra DGI Vestjyllands side gik man videre med tankerne til klubberne, og her tog man mod afleveringen og satte den i mål.

”De var absolut positive. Det vil vi gerne, lød meldingen,” forklarer Jacob Olesen.

Mange af de stævner, der er efter ”kun for piger”-konceptet, springer ud af eksisterende stævner, hvor det oprindelige fortsætter som rent drengestævne. Sådan var det også til Bork Cup, hvor det vrimlede med glade fodboldpiger til "Kun for Piger"-dagen.

En suveræn dag

Stævneleder Søren Grum fra Bork Forenede Klubber fortæller, at det var en fantastisk dag.

"Det var helt suverænt! Dagen var en stor succes, og vi gør det igen til næste år," lyder det begejstret fra Søren Grum.

2020 var første år med "Kun for Piger", og det lykkedes at formidle bagtanken med dagen. Pigerne skal have lov til at være dem selv, have en fantastisk dag uanset niveau - og det hele uden at drengene med et endnu større konkurrencegen kigger dem over skuldrene.

"Pigerne skal gå herfra med den fornemmelse, at der fan'me er fedt at spille fodbold. At det er oplevelsen og fællesskabet, der vinder," siger Søren Grum om konceptet.

Han tilføjer, at drengene selvfølgelig også skal have en fremragende dag, når de er til stævne - men pigerne har bare behov for lidt andre ting.

"De har behov for at komme, som de er. Og det er et koncept, som holdene kommer langvejs fra for at deltage i," forklarer Søren Grum.

Pigefodbold-Bork-U10-6-web.jpg

Læs også: Minimagi leger fodbolden ind

Fedt at være med!

U11/U12-rækken var den største til Bork Cup Kun for Piger. Blandt de tilmeldte fandt man også U12-pigerne fra Mejrup GU med deres træner Pia Bøge. De har været med til flere af stævnerne, og det kommer de også til næste år!

"Der har været et rigtig stort udbud af "kun for piger - stævner" i år og for os har det handlet om at få spillet en masse kampe. Der er gjort meget ud af stævnerne og vi har fået mulighed for at møde en masse forskellige hold," forklarer Pia Bøge om hendes piger og deres deltagelse.

I Mejrup er der en rigtig god flok piger, der spiller fodbold - også indendørs. Og det er med til at fastholde dem i fodboldspillet, fortæller Pia Bøge.​

"Der er generelt mange tilbud til børn i dag. Det er godt at gå til forskellige sportsgrene, men selvfølgelig håber jeg, at se dem alle til udendørs igen," lyder det fra træneren.

Pia Bøge ved banden med sine Mejrup GU U11-piger.Pia Bøge ved banden med sine Mejrup GU U11-piger.Foto: Jørn Deleuran

Den rigtige stemning

Hos DGI Vestjylland sidder man nu tilbage med et smil. Responsen på "Kun for Piger" har været overvældende, ikke mindst fordi man andre steder møder beskeden, at pigerne ikke gider at spille indendørs fodbold. Men er rammerne de rigtige, så er tøserne begejstrede.

”Det der med at vi gør noget ekstra ud af deres dage, det er de vilde med. Det handler om at skabe den rigtige stemning, gøre det lidt specielt og sørge for, at tingene passer sammen,” forklarer Jacob Olesen, fodboldkonsulenten hos DGI Vestjylland.

Drengene nyder fortsat at være til indendørs, det har det nye koncept ikke ændret på. Her oplever man ikke noget specielt behov for at have stævner, der er specielt målrettet drenge.

Jacob Olesen glæder sig allerede til næste sæson, måske med endnu flere stævner kun for pigerne.

”Vi håber jo, at tiltag som dette får flere piger til at spille fodbold. I DGI Vestjylland arbejder vi ikke så meget med den udendørs del, men mon ikke, det smitter af her også? Men jeg er sikker på, at vi får endnu flere piger med til indendørs næste sæson,” lyder det fra Jacob Olesen.