Trænerseminar gearer fodboldtrænere til årets fodboldskoler
Der er fokus på træningstilgangen når årets fodboldskoletrænere er på trænerseminar. Og det giver dem værktøjet til at gøre fodboldskolen til den bedste sommerferie.
Fodboldskolen skal være årets højdepunkt. Det skal være sommerferie, socialt samvær og frem for alt masser af fodbold, sjov og ballade.
Og derfor forbereder fodboldtrænere landet over sig grundigt på opgaven.
De seneste to år har DGI-fodboldskolerne haft mulighed for at følge et tema - i år er det "freestyle og finter" - og i flere landsdele følger samtidig muligheden for at komme på trænerseminar; en mulighed som mange fodboldtrænere har stor glæde af.
Jeg skal arbejde mere med små dele af et trick og så bygge videre på det lidt efter lidt
Mathias Hansen, fodboldskoletræner og deltager på DGI-trænerseminaret
"Temaet er freestyle i år, og det er noget, jeg skal sætte mig mere ind i - jeg er målmandstræner til daglig," siger Mathias Hansen, som har været fodboldtræner i Hillerød Fodbold i tre år og har undervist på fodboldskoler lige så længe.
"På seminaret fik vi vist nogle tricks, som vi selv legede med. Vi arbejde også med boldbesiddelse og forskellige spilformer, vendinger og førstegangsberøringer, og underviseren lærte os, hvordan vi brød de forskellige øvelser ned. Det sidste fik jeg nok mest ud af; jeg skal arbejde mere med små dele af et trick og så bygge videre på det lidt efter lidt," fortæller han.
Kvalitetssikring af fodboldskolerne
Trænerseminaret er for både fodboldtrænere, assistenttrænere og fodboldskoleledere, og formålet er at kvalitetssikre fodboldskolerne.
"Vi udfordrer trænerne på seminarerne og giver dem nogle opgaver, så de får inspiration til fodboldskolerne og træningern ud fra temaet og inspirationshæftet. Og så håber vi, at de vil bruge øvelserne og den ugeplan, som vi stiller til rådighed," siger Klaus Ryding, som er fodboldkonsulent i DGI Nordsjælland og DGI Storkøbenhavn.
I år vil jeg arbejde mere med tilgangen til de ældste, så jeg ikke bruger samme træningstilgang som til de yngste. Det er klart noget, jeg tager med mig
Mathias Hansen, fodboldskoletræner og deltager på DGI-trænerseminaret
Han fortsætter:
"Vi viser både øvelser og tager fat i den pædagogiske- og trænermæssige del af at være træner."
Og det er noget, som gør en forskel for trænerne.
"Sidste år var jeg træner for de ældste deltagere. Det foregående år underviste jeg også de yngste, og der var det svært at tilpasse undervisningen. Jeg har lært om, at det er meget forskelligt, hvordan børnene lærer bedst og har det sjovt som fodboldspillere, så i år vil jeg arbejde mere med tilgangen til de ældste, så jeg ikke bruger samme træningstilgang som til de yngste. Det er klart noget, jeg tager med mig," siger Mathias Hansen.