Vil du være en god træner, så stil spørgsmål

Søren Grum sætter ord på de værdier, der skaber den dygtige træner og frivillige

Giv børnene en oplevelse og en følelse af kammeratskab, når du er træner, opfordrer Søren Grum fra Bork FK Foto: Palle Peter Skov

Kærlighed til idrætten er grundregel nummer et for den træner eller frivillige, som ønsker at være god for sin klub.

Læs også: Vær klar til forandringerne

Men kærligheden kan ikke stå alene. Der skal flere værdier og færdigheder til at skabe den træner, der på samme tid kan skabe det gode træningsmiljø for især børn og et frugtbart miljø blandt de frivillige.

Det kan Søren Grum sætte ord på som fodboldformand for Bork FK sådan som han gør det i et portrætinterview i DGI’s magasin Udspil nummer 7 2016.

Han peger især på to kvaliteter, den gode træner bør rumme:

  • evnen til at give børn og unge glæden ved kammeratskab og sammenhold.
  • tør stille krav og spørgsmål til sin formand om opgaver, uddannelse, materiel mv.

Glem alt det der med, at det er for ærekært at spørge formanden, om du som frivillig kan få lov til det eller det initiativ

Søren Grum, fodboldformand i Bork FK

Skab samhørighed

”Det er vigtigt at give børnene en stærk oplevelse”, siger Søren Grum om såvel trænerens som formandens rolle.

Han forklarer videre:

”Vi skal give dem en følelse af at være på et hold, at have respekt for hinanden, som noget de kan tage med sig mange andre steder, de vil komme i livet”.

Læs også: Vi skal sætte fokus på processen til udvikling

Udfordr formanden

Trænere og andre frivillige spiller en vigtig rolle i en forening, insisterer Søren Grum. Derfor skal de have modet og viljen til at gå til formanden med alle tanker, de tumler med, frem for at gemme på dem.’

”For at gøre klubben bedre, er de nødt til at udfordre mig som formand ved at stille krav og spørgsmål til mine beslutninger og valg i stedet for at tro, at alting er som det altid har været og bør være,” siger han.

Søren Grum har et konkret råd til trænere og frivillige:

”Glem alt det der med, at det er for ærekært at spørge formanden, om du som frivillig kan få lov til det eller det initiativ, eller om du kan få økonomisk støtte til det”

”Acceptér et nej, men så kan du til gengæld også sige til dig selv, at du da har forsøgt.”

Seks kvaliteter hos en god træner

Søren Grum peger på seks kvaliteter, der gør en træner god eller bedre:

  • Vær ærlig over for dig selv om, det du kan tilbyde som træner.
  • Vær god til at kommunikere både til børn, unge, forældre og andre, da du er ambassadør for klubben.
  • Vær stolt over det, du laver i klubben.
  • Vær villig til at stille krav og spørgsmål til formanden om opgaver, uddannelse, materiel mv.
  • Hold fast i din evne til at give især børn og unge glæden ved at mærke kammeratskab og sammenhold.
  • Vis din kærlighed til idrætten i hver træning.