Fortællingen om World Cup holder fredagsholdet i live

16 ældre herrer drager til Japan for at spille med til World Cup for +70-hold – fordi det er en fed tur, der giver flere spillere på deres fredagshold.

16 spillere fra fredagsholdet fra Roskilde og omegn skal til oktober til Japan for at deltage i et World Cup for +70-hold. Foto: Bo Nymann

Forventningens glæde er ikke til at tage fejl af. Hans, Tom og deres 14 holdkammerater er vildt spændte på at komme til Japan, hvor de den 23. – 26. oktober deltager i World Cup for hold bestående af mænd, der alle sammen er fyldt 70. Eller i hvert fald er tæt på at være det.

I Japan deltager i alt 12 hold fra otte forskellige lande til en turnering, hvor de gamle ben kæmper om sejre og points – og store oplevelser.

At det rent fysisk bliver hårdt, er Hans Christian Nielsen og Tom Pedersen slet ikke i tvivl om. Når de går til fredagsbold i Roskildeegnens Oldboyssammenslutning, spiller de på 7-mandsbaner. I Japan er det op på den store bane, 11 mod 11.

”Det skal vi forberede os på. Det handler selvfølgelig om kondition, men også om organisation på banen og den slags,” forklarer Hans Christian Nielsen.

World Cup for +70-hold

World Cup for herrehold med spillere på mindst 70 år spilles i Oskaka i Japan i oktober.

12 hold fra 8 lande deltager – herunder fra Danmark, Tyskland, Canada, USA og Japan.

Hver kamp varer to gange 25 minutter (De spiller to om dagen).

Stævnet er et privat stævne, organiseret af dansk amerikanske Kim Bergenser i samarbejde med lokale aktører.

Sidste år blev det holdt i Danmark i samarbejde med fodboldklubben AB, og her hjalp Fredagsholdet fra Roskilde AB med at stille hold.

Folkene bag Fredagsholdet i Roskilde kunne godt tænke sig at få World Cuppen til Danmark igen – gerne i forbindelse med Roskilde Festival.

 

Træningskampe planlagt

Konditionen er de i fælles flok ikke så bekymrede for, men der er andre forskelle på at spille på en lille bane og på en stor. Men det er der heldigvis råd for.

”Vi har flere træningskampe planlagt allerede,” røber Tom Pedersen.

Nogle af spillerne tager der koner med til Japan og forlænger med et ophold, der ikke har fodbolden som udgangspunkt. Så i alt bevæger en flok på 26 personer sig af sted mod Solens Rige i Asien. Når de kommer hjem igen, er de ikke blot en personlig oplevelse rigere.

”Det bliver en af de fortællinger, vi har, så vi kan få gang i nogle flere. Det er en udfordring at få flere til,” forklarer Tom Pedersen.

Økonomien bag

Det koster penge at komme af sted, og et udvalg har arbejdet på at holde egenbetalingen ned ved at søge efter tilskud fra både private sponsorer og fonde, blandt andet i samarbejde med Roskildeegnens Oldboyssammenslutning.

Ud over egenbetaling er det indtil videre lykkedes at hente støtte fra både private sponsorer i form af Beierholm, Nykredit, Spar Nord, Spar Nord Fonden, CP Viby og Sport-Direct i Høje Taastrup. Roskilde Kommune støtter ligeledes turen, lige så vel som Velux Fonden har givet et væsentligt bidrag.

Fortællinger skaber interesse

Den nuværende flok til fredagsholdet stopper ikke lige foreløbig – og i hvert fald ikke af sig selv. Men der kan jo være forskellige årsager til, at nogle af spillerne ikke længere kan være en del af holdet. Derfor er det vigtigt, at man har en fortælling som World Cup turen til at skabe interesse.

Også uden World Cuppen har holdet selvfølgelig mange andre gode historier at fortælle. Historier om sammenhold, om fællesskab, om mindre stævner og eget husorkester.

Bag turen

Spillerudvalget bag planlægningen af World Cup-turen består af Ole Schneider, Vindinge, 69 år (til venstre), Tom Pedersen, Himmelev, 69 år (i midten) og Hans Christian Nielsen, 68 år (til højre). Også Mogens Mindegaard, Havdrup, 72 år, er med i udvalget, men han kunne på grund af et træningsophold i udlandet ikke være med på billedet!