Den gode attitude på sidelinjen

Forældre har fortsat vanskeligt ved at skelne mellem U10 og Superliga, når de bakker op fra sidelinjen. Klubberne skal have klare værdier og holdninger.

Carsten Dohm opfordrer klubberne til at have klare holdninger og værdier i forhold til forældrenes gøren og laden på sidelinjerne. Foto: Lars Holm

De fleste af os kender det. Vi har oplevet det som træner eller som forældre. Vi har alle set og hørt de scenarier, der kan udspille sig på sidelinjen under børnenes fodboldkampe. Scenarier, hvor både trænere og forældre ender med at opføre sig uacceptabelt i forhold til vores etiske og moralske univers. De går over stregen.

Læs også: Til kamp med mor og far på sidelinjen

Tingene har ret beset ikke ændret sig de sidste 20-25 år. Måske vil den neutrale iagttager ligefrem sige, at adfærdsmønstret har flyttet sig i en mindre positiv retning.

Vi ser en tendens til, at børnenes fritidsaktivitet er et projekt, som mor og far lever sig 100% ind i på både godt og ondt. Vi ser trænere, der udlever deres ambitioner på egne veje og ikke på spillernes veje, og vi ser, at kæden hopper af, når vi oplever at trænere og forældre ikke tænker rationelt og ikke kan skelne mellem opførsel til og omkring en Superliga kamp eller til en U10 kamp i det lokale idrætscenter.

Det handler ikke om at vinde

Det er uacceptabelt, når der skabes en stemning omkring børnefodbolden, hvor etiske og moralske principper står for fald. Vi må aldrig glemme, at børnene spejler sig i de voksnes adfærd.

De kopierer vores handlinger, det vi siger, det vi gør. Især træneren er et meget vigtigt forbillede for de unge mennesker. Han eller hun har en særlig status. Derfor er det afgørende, at træneren viser børnene de rigtige værdier, som har så stor betydning for barnets udvikling og forståelse for sociale færdigheder.

Det hele starter dog på klubniveau. Hver klub skal have sine egne klare værdier, som skal være gennemarbejdet med trænerne. Trænerne skal forstå, at deres fornemmeste opgave ikke er at vinde kampe for klubben, og slet ikke for træneren selv, ej heller for spillerne.

Den fornemmeste opgave for træneren er, at give spillerne alle de gode fodboldmæssige og menneskelige redskaber, fodbolden er i stand til at overføre til det enkelte individ.

Læs også: Vi skal sætte fokus på processen til udvikling

Fodbold er et fantastisk dannelsesforum for mennesket. Det udvikler egenskaber som samarbejdsevner, lederevner, styrke mentale processer, klare modgang, arbejde med fair play… Blot et lille udsnit af de mange guldkorn, der kan komme med i rygsækken hos fodboldspilleren.

Børn spejler sig

Alt dette er klubben, træneren og forældre med til at diktere. Men vi ved desværre også, at det hurtigt kan gå den anden vej.

Er træneren – og forældre – meget fokuserede på resultater og slutproduktet, kan det hurtigt få en udgang med modsat fortegn. Sproget bliver groft og uværdigt, og både egne spillere samt modstander og dommere er ofre for de mindre flatterende ord.

Så er vi tilbage til ovenstående. Børn imiterer og afspejler sig i voksne. Så hvis børnene bevæger sig i et afviklende miljø med dårlig energi og sprog, ja så vil det blive en del af dem og de vil tilegne sig disse uhensigtsmæssige menneskelige egenskaber.

Nedenunder har jeg listet tre sæt gode råd op til klubberne. Forældrene er vigtige for klubberne, for spillerne og for udviklingen af dansk fodbold. Sammen kan vi løfte børnefodbolden - og få flere børn til at spille fodbold.