12-årige Mikkel: Freestyle er for fedt

Freestyle kan sagtens være en social sport, selv om man står med hver sin bold.

Mikkel Sandholt på 12 år er vild med fodbold. Faktisk så vild med det, at han bliver en halv time efter hver træning for selv at træne videre. Derudover har han en bold med sig, hver gang familien skal nogen steder. Så kan han nemlig altid freestyle.

"Jeg træner på mit værelse, og når vi er nogen steder. Man kan træne alle steder, man skal bare have bold eller en tennisbold eller noget i den stil," siger Mikkel Sandholt.

Hos Danish Football Freestyle Community, DFFC, har de flere medlemmer, som bruger freestyle som supplement til den traditionelle fodboldtræning.

"Cirka halvdelen bruger det som supplement. Alle, der har spillet fodbold, har jo leget med en bold. Det er i princippet det, vi gør i freestyle. Du kan overføre alt, hvad du træner i freestyle, til traditionel fodbold, siger Lars Munck, der er tidligere danmarksmester i freestyle og formand for DFFC.

En social sport

Hvis man ikke kender så meget til freestyle, kan det godt virke som en meget asocial sport, hvor alle står med hver sin bold og øver deres eget. Mikkel træner ofte freestyle selv, fordi det er nemt, men han kan også godt lide at træne med sine venner. Og der er faktisk en hel del socialt i det at freestyle sammen.

"Normalt står vi i cirkler, og så får man tre til fem forsøg hver. Vi står og snakker og hygger og ser på, hvad hinanden laver. Og man bliver glad, når der er en, der lærer et nyt trick. På den måde er det meget socialt, når vi træner," forklarer Lars Munck.

Man kan også lave tricks sammen, hvor man skiftevis jonglerer bolden og laver tricks mellem flere spillere. Så hedder det en team combo.

I videoen over artiklen kan du se Mikkel Sandholt møde landsholdspiller i freestyle, Jeppe Wismann. Her laver Jeppe nogle vilde trick, og sammen laver de nogle team combos, du selv kan prøve af med vennerne.