350 boldtalenter dyster om Danmarksmesterskaberne

Danmarks største street soccer-turnering, Danish Street Cup, afholder DM-finaler lørdag den 17. september på Rådhuspladsen i København.

Er du til street soccer, panna og freestyle? Tag med til finalen i Danish Street Cup 2016! Foto: Lars Holm

Vilde trick, fede finter og intens fodbold. Der er på alle måder lagt op til, at Rådhuspladsen i København den 17. september danner rammen om fest med masser af action og masser af bold, når DGI arrangerer DM-finaler i Danish Street Cup.

350 boldtalenter er klar til at kæmpe om titlen som Danmarksmestre i forskellige discipliner og aldersgrupper. I street soccer er der spillere i rækkerne U13, U15, U16 piger, U17 og +17. Der dystes også i freestyle, hvor deltagerne jonglerer med bolden på de vildeste måder, og i panna – fodbold på en lille ottekantet bane, hvor du har 3 minutter til at vinde kampen. 

Det særlige ved street-aktiviteter er, at alle kan være med

Helle Nymann Jensen, koordinator, DGI Gadeidræt

Udover masser af bold kan deltagere og tilskuere se frem gratis workshops, god stemning og DJ’s, der spiller op til fest. Og en af verdens bedste panna spillere; Soufiane Bencok fra Belgien, gæster DM-finalen, og han afholder både workshops og er dommer.

40 hold fra hele landet

De 40 hold, der kæmper om at blive Danmarksmestre, kommer fra hele landet. Deltagerne har kvalificeret sig til DM-finalerne via ni events, DGI har afholdt rundt i landet fra maj til september. Til de indledende events var der omkring 2000 deltagere.

»Det er fedt, at så mange har været med og fået en ekstra oplevelse med street. I DGI glæder vi os over, at street aktiviteter er med til at gøre flere unge aktive. Vi kan se, at street soccer tiltrækker unge, der ikke nødvendigvis kommer i de traditionelle idrætsforeninger, men som tænder på den fleksible og artistiske leg med bolden på gaden,« siger Helle Nymann Jensen, der er projektkoordinator i DGI Gadeidræt.

Under DM-finalerne vil der være stor fokus på at scoute talenter, der kan komme med til Europamesterskabet næste sommer– European Street Cup. Det holdes samtidig med landsstævnet i Aalborg den 29. juni til 2. juli 2017.

195.000 dyrker gadeidræt

DGI oplever, at flere og flere får smag for street-aktiviteter og gadeidræt, og undersøgelser har vist, at omkring 195.000 danskere dyrker gadeidræt. Fællesskabet er afgørende for udøverne, der ofte samles på Facebook og organiserer sig frit, f.eks. som en helt ny slags foreninger eller bare åbne grupper. Det spirer frem med communities – forpligtende fællesskaber, der aktiverer og engagerer.

»Det særlige ved street-aktiviteter er, at alle kan være med, og det tiltrækker også unge, som ikke er så organiseret i foreningslivet. Med Danish Street Cup får de unge, der er til street en ekstra oplevelse og møder andre, der deler deres passion. Vi håber også, det giver de unge et springbræt til at være endnu mere aktive,« siger Helle Nymann Jensen.