Freestyle med dine spillere

Brug freestyle når du træner børnefodboldhold. Det gør træningen sjov, og de bliver bedre fodboldspillere.

Freestyle giver dine spillere god fornemmelse for bolden og spreder godt humør på banen. Foto: Bent Nielsen

Freestyle bliver mere og mere populært, og det er der mange gode grunde til; street soccer communities finder frem, og flere og flere fodboldtrænere tager freestyle med på banen til ugentlige træning.

Hvorfor? Simpelthen fordi det er sjovt. 

"Med freestyle får man skabt noget leg i den almindelige træning. Med yngre børn skal det være helt basic, så de får en fornemmelse for bolden og synes, det er sjovt at lege med den. Det er det, freestyle går ud på. Og så giver det børnene noget motorisk træning", siger Julie Tranekjer, som er tidligere elitefodboldspiller og har brugt de seneste fem år som træner med fokus på de legende elementer i fodbold.

Massere af variationer og bedre spillere

En af grundene til at freestyle er så sjovt, er at du kan variere spillet i det uendelige.

Generelt handler freestyle om leg, og man bliver i godt humør af det

Julie Tranekjer, fodboldtræner og tidligere elitefodboldspiller

"Da jeg selv startede til fodbold, stod jeg i haven og øvede mig i at jonglere. Det var rigtig sjovt, og det gav variation, og det kan det også give i fodboldtræningen", fortæller Julie Tranekjer og fortsætter:

"Generelt handler freestyle om leg, og man bliver i godt humør af det. Man kan stille konkurrencer op eller bare lege, både der hjemme og til træning, så det kan skabe rigtig god stemning".

Og så er freestyle iøvrigt rigtig godt for dine spillere. 

"Jeg vil mene, at man bliver bedre til almindelig træning af freestyle, fordi man får en bedre fornemmelse for bolden, og det er med til at give bedre teknik", siger Julie Tranekjer.

Find freestyle-øvelser i DGI Trænerguiden

Hvis du selv har lyst til at bruge freestyle i din fodboldtræning, kan du altid finde øvelser og inspiration i DGI Trænerguiden.