Hjemløse på vej til VM

17 hold spillede gadefodbold på Rådhuspladsen i København for at rejse penge, så Danmarks to hjemløselandshold kan komme til VM.

Hjemløselandsholdsspillere (i rødt og hvidt) sammen med holdet fra DGI Fodbold (sorte trøjer) Foto: DGI

Der står Dansk Socialrådgiverforening, LO og Boligforeningen 3B på spillernes trøjer ved gadefodboldfesten denne eftermiddag på Rådhuspladsen i København. 17 hold spiller på to baner i en turnering, som foreningen Ombold står bag.

To hjemløselandshold

Ombold er en forening, der arbejder for at give hjemløse og socialt udsatte mulighed for at dyrke idræt. Ombold er også foreningen bag Danmarks to hjemløselandshold, et for herrer og et for kvinder.

Begge hold er med i dagens sponsorcup, som skal rejse midler, som kan dække udgifterne til at de to hold kan komme til VM i Amsterdam i september.

”Vi har brug for at rejse flere midler i år, fordi vi skal have to hold med,” fortæller Martin Pedersen, der er sekretariatsleder hos Ombold.

Udgifterne til kvindeholdet er dækket af Bikubenfonden. 

”Den store opbakning til dagens turnering betyder, at også herrerne kommer til Amsterdam,” siger Martin Pedersen, der også kan fortælle, at dagens stævne giver 135.000 kroner i kassen til holdene.

DGI spiller med

DGI er med i turneringen med et velspillende mixhold.

”Selvfølgelig skal vi være med i sådan en turnering,” siger Lars Møller, formand for DGI Fodbold.

”DGI stillede med et stærkt hold, så det var lidt af en overraskelse, at hjemløseherrerne vandt puljen,” siger Marting Pedersen fra Ombold

Herrelandsholdet vandt samlet da de også slog LO i finalen, mens kvinderne ente midt i.