Hun får pigerne i Gellerup til at elske Street Soccer

Weam Rachid er en af de ildsjæle, der har har sørget for, at projektet Street Soccer Aarhus er blevet en stor succes.

Weam Rachid til venstre på billedet lærer fra sig i Gellerup Foto: Privatfoto

Weam Rachid har stort set spillet street soccer hele livet, og det var blandet andet det, der gjorde, at hun slog til, da hun fik muligheden for at blive træner inden for idrætten i forbindelse med Street Soccer Aarhus. Et projekt, hvor gadefodbolden skaber rammerne for socialt samvær og integration blandt unge med etnisk minoritetsbaggrund.

”Jeg syntes, det lød spændende at blive træner i DGI Street Soccer, og jeg følte, at jeg kunne lære en del fra mig,” siger Weam Rachid.

Hun træner både drenge- og pigehold, og hun gør meget ud af, at træningen skal være sjov og anderledes, så de unge, som hun træner, bliver motiverede til at vedligeholde træningen.

”Jeg gør meget ud af at motivere mine spillere ved at gøre træningen anderledes og have fokus på det, jeg vil kalde ’hyggebold’ og ’hyggekampe’, hvor jeg prøver at gøre det til en sjov måde at træne og spille på. Jeg har meget den holdning, at de kan gøre lige, hvad de vil på banen, så længe bolden kommer fremad, og der tages hensyn til hinanden,” fortæller Weam Rachid.

I street soccer er fokus i høj grad på sammenholdet, og at alle skal have det godt, så de føler sig velkomne og har lyst til at komme hver gang. Street Soccer Aarhus afholdte således ugentlige træninger rundt omkring i såkaldt udsatte boligområder i Aarhus.

”Jeg lægger særligt vægt på, at alle skal have det godt, og jeg vil ikke have, at nogen bander, hvilket har konsekvenser. Jeg blander dem også, så godt jeg kan for at skabe et bedre sammenhold, og alle skal kunne snakke med alle, så folk ikke får en dårlig oplevelse”, siger Weam Rachid.

Jeg har meget den holdning, at de kan gøre lige, hvad de vil på banen, så længe bolden kommer fremad, og der tages hensyn til hinanden

Weam Rachid

 

Gellerups Piger

Et af de hold, som Weam Rachid træner, er Gellerups Piger, som for nylig fik en 2. plads til DM i Street Soccer i København.

”Pigerne har ventet på noget som Street Soccer, da vi først fik et pigehold, efter drengeholdet var blevet oprettet. Jeg synes, at pigeholdet har været en kæmpe succes,” fortæller Weam Rachid.

”De er rigtig glade for det, meget mere end jeg havde forventet, og de kan godt lide at komme her. Det er frivilligt, om man møder op eller ej, men de kommer hver gang, og hvis vi slutter før tid en dag, så er de kede af det,” fortsætter hun.

Når man spørger ind til, hvilken effekt den flotte 2. plads har haft på holdet, så er der ingen tvivl om, at det har været en positiv oplevelse.

”Det var rigtig, rigtig fedt at vi kom så langt, pigerne er super stolte, og vi ser frem til næste år. Derudover har det styrket sammenholdet, og de er blevet bedre venner både på og udenfor banen,” siger Weam Rachid. 

Giver noget i det daglige

I sin hverdag uddanner Weam Rachid sig til pædagog. For hende er street soccer en god måde, hvorved hun kan lære børn og unge at kende på en anden måde. Derudover har DGI Street Soccer givet hende noget, som hun kan bruge i hverdagen.

”Førhen har jeg altid haft svært ved at sige ’nej’ og har måske virket lidt useriøs nogle gange. Det har i hvert fald ændret sig nu, hvor jeg er blevet mere bestemt i det og er blevet meget bedre til at fastholde mit ’nej’, hvilket man bliver nødt til. Især overfor drengene," siger hun grinende.

Når det kommer til fremtiden med street soccer, så er Weam Rachid helt afklaret med, hvad der skal ske.

”Mine trænerdrømme er, at jeg gerne vil fortsætte med at træne street soccer, da jeg kan se, at pigerne er rigtig glade for det, og det giver mig en masse at træne og være sammen med dem,” fortæller hun.